De har et unikt venskab, og vil ikke lade sig slå ud af de nysgerrige blikke

I samarbejde med TV2.dk. 

Af Silvie Ulrikke Østebø

De to mænd vidste udmærket, hvem hinanden var. Men de havde aldrig nogensinde udvekslet et ord.

Derfor var det et vildt tilfælde, da de en forårsnat i 2019 pludselig befandt sig det samme sted på det samme tidspunkt. Nemlig for enden af Aalborgs festlige Jomfru Ane Gade.

- Han har helt sikkert brugt hele sin bytur på at tale med fremmede, så han orker nok ikke, at jeg kommer over og hilser, tænkte den ene, Dan Jakobsen, og forblev tavs.

Men så hørte han sit navn:

- Hej Dan, blev der kaldt.

- Hej Jesper, svarede han.

Mødet markerer et venskabs begyndelse.

I den nye dokumentar 'Jesper længe leve' tager venneparret blandt andet på ferie sammen og fejrer Jespers 25-års fødselsdag. Men de deler også en anden oplevelse: Hvordan det er at skille sig ud

Jesper Sørensen lever med den sjældne sygdom progeria, der får hans krop til at ældes langt hurtigere end andres. Han er i dag en af de ældste i Europa med sygdommen.

42-årige Dan Jakobsen er født med dværgvækst, og med sin højde på 98 centimeter er han Danmarks mindste mand.

I denne artikel fortæller de med egne ord om venskabet. Og hvorfor det er så værdifuldt at have én at spejle sig i:

Inden vores første møde havde jeg i lang tid haft lyst til at lære Jesper at kende. Jeg vidste, hvem han var fra dokumentarerne om 'Drengen i den gamle krop', og fordi vi begge kommer heroppe fra Nordjylland af.

Og så var der en nysgerrighed.

Vi lever ikke med de samme diagnoser. Så langt fra. Men vi er begge to fysisk små, og så ville jeg gerne vide: Havde vi andet tilfælles? Delte vi det samme livssyn?

Da vi mødte hinanden i Jomfru Ane Gade var Jesper vist ikke helt appelsinfri. Men vi tog et billede sammen, udvekslede numre, og allerede i en af sine første beskeder bekræftede han mig i en formodning.

- Jeg kom til at tænke på, om du er vant til, at mange små børn kigger og peger? Det har jeg i hvert fald oplevet, skrev han.

- Jeg kender alt til det, svarede jeg.

Folk glor. Især mindre børn. Og stiller spørgsmål, fordi vi ser anderledes ud end de fleste.

- Det er lidt for meget, skrev Jesper i beskeden, og sådan har jeg det også på de dårlige dag.

Vi deler det vilkår. Jeg forsøger at huske mig selv på, at blikkene ikke skyldes uhøflighed, men nysgerrighed. Og at det er børn, der ikke ved bedre.

Det, som Jesper og jeg er enige om, er, at det ikke skal slå os ud.

Jeg er noget yngre end Dan, og i starten så jeg ham som en person, der – hvis han havde lyst - kunne svare på nogle spørgsmål.

Genkendte han nogle af mine oplevelser fra hverdagen? Oplevelser, som de færreste skal forholde sig til. Blandt andet de mange blikke, man får, så snart man bevæger sig ud i offentligheden.

Det viste sig ret hurtigt, at Dan er skidegod til at sætte ord på den slags.

Men det er faktisk nogle helt andre ting, der fylder i vores venskab.

Dan fortæller: Ingen snak om sygdom

Efter de første beskeder, har Jesper og jeg faktisk aldrig snakket om sygdom.

Vi hører musik, tager i byen, ser fodbold og standup. Hygger os.

- Går det fint?, kan den ene finde på at spørge.

- Ja, svarer den anden, og så er det videre.

Det er ikke, fordi vi er ligeglade med hinandens følelser. Jeg tror bare ikke, at ordene er nødvendige. Vi forstår hinanden. Særligt i alt, der drejer sig om højde.

Vi ved begge, hvor besværligt det er at handle ind i et supermarked, fordi tingene står for højt, og vi har tidligt måttet indse, at vi med vores størrelse aldrig kommer til at spille fodbold.

Kigger man rundt i mit hjem, vil man dog ikke kunne se, at det er en mand med en højde på 98 centimeter, der bor her. Og det er helt bevidst.

Jesper og jeg insisterer på at leve et ”normalt” liv. Vi har eksempelvis begge valgt at arbejde. Rent økonomisk er det ikke noget, Jesper behøver. Men vi vil. Både for at få det sociale med, og fordi det er noget at stå op til i stedet for bare at sidde derhjemme.

Vi har også begge to kørekort og bil.

Dan fik specialbygget en bil før mig, og han har hjulpet mig med at få det samme. Han vidste, hvilken forskel det kunne gøre i ens liv.

At jeg pludselig kan komme rundt på egen hånd minder mig om, at det kan lade sig gøre at få et liv som alle andres. Det gælder også mange andre aspekter af vores liv.

Vi råber, skriger og hepper mindst lige så meget som de andre fans, når vi sidder på tribunerne og ser AaB spille. Eller i sofaen, når vi ser kampene i fjernsynet under VM.

Og der er ikke noget, der er helligt, når vi tager pis på hinanden. Vi har selvironi, så jeg kan sagtens drille Dan med hans højde, og han kan drille mig med mit manglende hår.

Da Jesper fyldte 25 år i slutningen af oktober, var der én ting, jeg gerne ville give ham: Han skulle have kanel! Heroppe er det tradition, at man bliver overdænget med kanel i store mængder, hvis man er ugift.

Op til dagen var Jespers mor og storebror enormt bekymrede. De frygtede, at han ikke kunne tåle det. At han risikerede at komme til skade.

Jesper selv var vist også nervøs over, hvor voldsomt det ville blive.

- Jeg er ligeglad med, at du hedder Jesper Sørensen, sagde jeg.

- Du skal have kanel, præcis ligesom alle dine venner, der er blevet 25 år.

Da dagen kom, blev han iført en malerdragt med hætte, en flyverdragt, et sæt svømmebriller og en støvmaske. Han var fuldstændig pakket ind, da han blev sat i en stol uden for festlokalet og alle hans venner og jeg selv hældte kanel over ham.

Jeg havde forberedt mig på det værste, for jeg vidste godt, at jeg ikke kom til at bestemme noget som helst omkring min fødselsdag. Det er klart, at jeg var nervøs. Jeg ved jo godt, at jeg er lidt skrøbelig.

Men kanel er også en tradition. Den skal ikke tages væk af den grund, og dét forstod Dan. Den kæmpe nervøsitet, jeg havde opbygget på forhånd, gik i sig selv, fordi vi sammen fandt nogle løsninger, så det var sikkert for mig. Jeg følte mig tryg.

- Så kom da med alt jeres kanel, råbte jeg, da de kom med en løvblæser.

Jeg er glad for, at jeg fik oplevelsen, selvom jeg ikke ligefrem vil kalde den sjov.

Selvfølgelig skete der ikke noget.

Og Jesper vidste, at jeg var der, hvis det blev farligt, ubehageligt eller for vildt.

Det er hele tiden en balance: Selvfølgelig skal Jesper ikke komme noget til, men der skal heller ikke tages en masse hensyn, som i sidste ende begrænser ham. Så føler man sig først anderledes. Medlidenhed og unødige hensyn får os ikke til at vokse.

Jeg synes, at Jesper og jeg har fundet den balance i vores venskab.

Da vi for nylig var på ferie på Færøerne sammen, satte vi os blandt andet for at gå op til et smukt vandfald. Vejen derop var stejl, og vi var begge to pressede. Jesper stoppede flere gange op og var ved at give op.

Men jeg vidste, at han kunne klare det. Så i stedet for at sige “fint, så giver vi op”, så gav jeg ham et lille skub.

- Kom nu. Skal vi ikke lidt længere op?

Jesper fortæller: Presser sig selv

Da Dan fortsatte, fortsatte jeg.

Som konkurrencemenneske kan jeg ikke lade være. Jeg ville ikke stå alene og kigge op mod ham på toppen. Han kæmpede også, kunne jeg se.

Ja, vi skal gøre det på en lidt anden måde. Og ja, det tager lidt længere tid, end hvis vi var to meter høje. Men vi kan sagtens presse os selv.

Fordi vi kender hinanden og hjalp hinanden, kom vi op på toppen til den smukkeste udsigt.

- Vi gjorde det fandme, sagde vi og gav hinanden en highfive.

Vi behøver nemlig ikke forklare hinanden, hvad der kan lade sig gøre rent fysisk. Det er cirka det samme.

Det er jo ikke mig, der kommer til at tage på en ti kilometer lang gåtur i skoven, som nogle af dem med de lange ben kan finde på. Det kan jeg ikke - og jeg ved med garanti, at Jesper ikke kommer til at foreslå det.

Jeg kan forklare nok så mange gange, hvordan det er at leve med mine begrænsninger, men jeg forventer ikke, at du ved, hvordan det er. Almindelige mennesker vil aldrig forstå det.

Det gør Jesper.

Da jeg selv var yngre, kunne jeg godt føle, at det var uretfærdigt, at det var mig, der skulle være født sådan her. Jeg var genert og tilbageholdende.

I dag ser jeg i stedet mulighederne, og hvad jeg faktisk kan.

Det er derfor, at det kan gå mig på, når det ikke er børn, men voksne der stirrer. De burde vide bedre. For mig er det en påmindelse om, at jeg er anderledes.

- Vil du spørge om noget? kan jeg finde på at sige, og så kan de fleste godt regne ud, at det ikke er rart.

Det, tror jeg også, at jeg sagde til Jesper dengang, da vi skrev første gang. Det er også okay at sige fra. Og han ved, at jeg altid er her, hvis han har brug for hjælp.

Ser jeg tilbage på det første møde i Jomfru Ane Gade, så vidste jeg ikke særlig meget om Dan.

Det var lidt som om, at navnet bare kom til mig, inden jeg råbte det. Måske var det, fordi jeg havde fået lidt at drikke den aften, at det faldt mig ind at sige ”hej” sådan uden videre.

Men det har jo vist sig at være det helt rigtige, jeg gjorde. Vi genkendte ikke bare hinanden på gaden - vi genkender utrolig mange ting i hinandens liv.

Dan fortæller: En bekymring, som Jesper ikke kender til

I dag er det tre et halvt år siden, at vi blev venner, og det er jeg virkelig taknemmelig for.

Hvis Jesper spørger, hvad jeg skal i morgen, vil jeg gøre virkelig meget for at tilpasse mine aftaler. Jeg vil prøve at flytte rundt på mine aftaler eller invitere ham med til det, jeg skal.

Det er ikke, fordi hans sygdom fylder i vores venskab, men han har nu den sygdom, han har, og det forholder jeg mig til. Det er en god ide at bruge tid sammen med ham nu, for jeg ved, at det kan gå lidt hurtigere for ham end med andre.

Det er ret svært at sætte ord på et venskab.

Det, jeg kan sige, er, at det er et frirum, når Dan og jeg er sammen. Sygdommen træder i baggrunden, fordi der er så mange andre ting at snakke om.

For mig er det vigtigste, at vi hygger os, og så er det lidt lige meget, hvad vi laver. Vi vil bare gerne opleve så meget, vi kan.

Livet er kort. Det er tiden, man har sammen, der betyder noget.

Se dokumentaren 'Jesper længe leve' på TV 2 PLAY.