Da Vingegaard dukkede op, åbnede alle vinduerne
Foto: TV2 SPORT
Jonas Vingegaard var afslappet på Tourens første hviledag.
Jonas Vingegaard var i godt humør på hviledagen, hvor flere fans fik et godt minde med sig fra holdets rytterhotel.
Han kom slentrende afslappet ud på terrassen, hvor de sidste hotelgæster stadig var i gang med at indtage morgenmaden.
Han gik forbi poolområdet, hvor et par børn havde fået lov til at dyppe sig i den formiddagsvarme, der allerede havde indfundet sig i den midtfranske by Clermont-Ferrand.
Jonas Vingegaard, der fører Tour de France, ankom smilende til den lille presseseance, der var stillet op ved siden af poolen.
Og der var god grund til, at smilet var bredt hos den 26-årige dansker. Efter de første ni etaper fører han det store franske etapeløb med 17 sekunder ned til Tadej Pogacar på andenpladsen.
- Vi er rigtig, rigtig glade for, hvordan det er gået indtil videre. På en eller anden måde havde vi forventet at være bagud og skulle hente noget tid. Men det er ikke scenariet. Så det, at vi er foran, er vi rigtig glade for, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.
Fik opmærksomhed fra andet pressemøde
Til at starte med var det kun få hotelgæster, der opdagede og lagde mærke til, at det var indehaveren af Tourens gule trøje, der også var indlogeret på det samme hotel som dem.
Men i takt med at interviewet skred frem, var der flere og flere fans, der samlede sig om seancen.
Den store opmærksomhed kunne også ses ved, at der var flere og flere vinduer fra de værelser, der lå i den nærtliggende hotelbygning, der blev åbnet.
Herfra fulgte gæster og fans nøje med i Vingegaards gøren og laden, mens øjeblikket også blev foreviget med billeder.
Det var dog ikke kun hotelgæsterne, der lod sig forstyrre og sværmede omkring Vingegaard.
Team DSM boede på samme hotel som Vingegaard og Jumbo-Visma, og de havde også denne formiddag arrangeret et pressemøde med holdets franske stjerne, Romain Bardet.
Det var dog tydeligt, at flere og flere af de franske journalister begyndte at skule over mod Vingegaard, mens de samtidig skulle forsøge at holde fokus på deres nationale stjerne.
Tror på Tour-sejr igen i år
Undervejs i interviewet signalerede Vingegaard overskud og ro, samtidig med at han sagde, det befandt ham godt, at de nu har ramt Tourens første hviledag, mens formen er, hvor den skal være.
- Jeg har ramt den rigtig godt. I de næste uger skal vi udnytte, at jeg er god til at restituere, og når det bliver rigtig hårdt. Jeg kan gøre forskellen på de lange, hårde dage. Og jo længere vi kommer ind i Touren, jo bedre bliver det for mig.
Jonas Vingegaard afsluttede interviewet med en rolig, men samtidig sikker facon, der gav et indtryk af, at han så frem til de kommende ugers strabadser.
- Vi tror på, at vi kan vinde Touren igen i år, og vi vil gøre vores bedste for det, sagde Vingegaard.
Familien kommer på besøg
Efter Jonas Vingegaard havde takket af ved presseseancen, gik han forbi poolområdet igen og vinkede til de fans, der havde taget plads bag kameraet.
Han trissede ind ad samme dør, som han var kommet ud af.
Vingegaard kunne dog ikke helt slå benene op endnu. For Jumbo-Visma havde planlagt en kort træningstur, så Tour-rytterne lige kunne få løsnet benene.
Og på hotellets anden side – ved indgangen – var det tydeligt, at tidspunktet for træningsturen havde spredt sig. De få, der startede med at være på poolsiden, da Vingegaard ankom, var nu blevet til mange.
Vingegaard tog sig tid til at skrive autografer og tage billeder med alle – ung som gammel.
Efter en lille middagstræningstur med holdkammeraterne fik Vingegaard familiebesøg af hustu og datter, Trine og Frida.
- Jeg glæder mig til at have en halv dag sammen med dem. Det giver mig enormt meget, at jeg har lidt tid sammen med dem. Det fylder mig med energi og forbereder mig til næste uge.