Danmark delt i to – regnvejr på vej
Foto: Anja Knappe / Seerfoto
Det smukke forårsvejr vender tilbage - og med højere temperaturer.
I den østlige del af landet byder en stor del af onsdagen dog på solskinsvejr.
Onsdag er begyndt med masser af solskin over den østlige del af landet, mens flere skyer dominerer på morgenhimlen over Jylland.
Skyerne skyldes en front fra Nordsøen , der breder sig mod øst – indover hele Danmark.
Derfor vil onsdagsvejret opleves meget forskelligt, afhængig af hvor i landet man befinder sig.
Sol mod nordøst
Hvis man starter med at fokusere på det pæneste vejr, så skal vi onsdag rette blikket i retning af de østlige egne.
Her vil solen skinne en stor del af dagen, og på Sjælland kommer skyerne først gradvist i løbet af eftermiddagen, men det holder tørt frem til først på aftenen.
Til at begynde med vil solen kunne skinne gennem skyerne, men de vil efterhånden blive tykkere.
På Bornholm får man med afstand det pæneste vejr, hvor solen vil skinne frem til solnedgang i aften trods flere skyer først på aftenen.
Vinden vil dog tiltage fra syd og sydøst, så det bliver mere og mere blæsende.
Det får det til at føles koldere udenfor, så selvom temperaturerne kan nå cirka 12 graders varme, vil vinden lægge en dæmper på forårsfornemmelserne, medmindre man finder en krog med læ.
Regnvejret når til Sjælland først på aftenen og ventes at nå til hovedstadsområdet ved 22-tiden. Først natten til torsdag når regnvejret også Bornholm.
Der er mulighed for, at regnvejret intensiveres en smule over Sjælland i aftentimerne, og det kan ikke udelukkes, at der kan være tordenbyger gemt i regnskyerne.
I Nordjylland forbliver onsdagen også tør frem til aftentimerne, men her vil skyerne formentlig nå hurtigere frem end i den østlige del af landet.
Regn mod sydvest
Den front, der skal passere Danmark, ligger onsdag morgen over den østlige del af Nordsøen. Herfra breder den sig mod øst, så man i Jylland kan forvente regn i løbet af dagen.
Prognoserne viser onsdag morgen, at regnvejret går i land langs vestkysten ved middagstid, hvorefter regnen langsomt, men sikkert breder sig mod øst.
I løbet af eftermiddagen vil regnvejret således have bredt sig til størstedelen af Jylland syd for Limfjorden, mens det i løbet af aftenen klarer op i Sydvestjylland – dog først efter solnedgang.
Samlet set kan der falde mellem 10 og 15 millimeter regn i forbindelse med frontpassagen.
Temperaturerne i den vestlige del af landet vil generelt nå op mellem 7 og 10 grader, når det er varmest.