Danmark vil vaccinere de 12-15-årige - men det er ikke for deres egen skyld
Hvis sundhedsmyndighederne får ny viden om sikkerheden i løbet af sommeren, er man klar til at ændre indstilling, fortæller Søren Brostrøm.
Sundhedsstyrelsen har besluttet, at de 12-15 årige skal tilbydes vaccine mod coronavirus. Det oplyser direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, på et pressemøde torsdag.
- Når vi kigger dokumentationen fra EMA igennem, er vi overbeviste. Vaccinen er meget sikker og tordnende effektiv til børn over 12, siger han.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) godkendte 28. maj Pfizer-vaccinen til børn fra 12 år og opefter. Hidtil har vaccinen kun været godkendt til brug fra 16 år og op i EU.
Søren Brostrøm oplyser, at vaccination af børn over 12 år ikke overvejende er for deres egen skyld, men for at sikre epidemikontrol i Danmark.
- Den primære grund til at vaccinere de 12-15-årige er, at vi på den måde sikrer kontrol med smitten, siger Søren Brostrøm.
Mangler mere dokumentation
Planen er, at de 12-15-årige skal vaccineres som gruppe 11 til september, når alle danskere over 16 år er færdigvaccineret.
På det tidspunkt vil der forelægge endnu mere dokumentation for sikkerheden for at vaccinere børn, og det er nødvendigt, fortæller Søren Brostrøm.
- Vi vil gerne have lidt mere data, og det forventer vi at få henover sommeren. siger Søren Brostrøm.
Det skyldes, at andre lande - eksempelvis USA - er i gang med at vaccinere børn i den alder.
Klaus Birkelund Johansen, som er formand for Dansk Pædiatrisk Selskab (DPS) og overlæge på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital, oplyser på pressemødet, at han er tryg ved vaccinen, men han havde håbet på mere dokumentation, inden Sundhedsstyrelsen meldte ud, at børn skal tilbydes vaccine.
- Jeg havde håbet, at man havde ventet med at træffe beslutningen, til man vidste mere om sikkerheden. Det, synes jeg, ville være en mere naturlig rækkefølge, siger han.
Afviser brud på forsigtigshedprincipper
Søren Brostrøm afviser, at Sundhedsstyrelsen bryder med forsigtighedsprincipper ved at anbefale vaccination af børn.
- Det er ikke første gang, at andre hensyn end alene hensynet til det vaccinerede barn spiller ind, siger han.
Andre vacciner i børnevaccinationsprogrammet har også et bredere hensyn, tilføjer Søren Brostrøm og nævner HPV-vaccinen til 12-årige drenge.
Han fremhæver også, at vi i Danmark vaccinerer børn for røde hunde, selvom de ikke er i særlig stor risiko.
- Der er altså også et solidaritetselement i børnevaccinationsprogrammet, siger Søren Brostrøm.
Frivillighed er afgørende
Søren Brostrøm understreger, at det bliver fuldstændig frivilligt for de 12-15-årige, om de vil vaccineres.
Samtidig fortæller han, at Sundhedsstyrelsen vil informere både børn og forældre grundigt om tilbuddet.
For Klaus Birkelund Johansen er det helt afgørende, at der lægges vægt på frivilligheden, og at der ingen konsekvenser bliver for de børn, som ender med ikke at blive vaccineret.
Selv vil han anbefale forældre, at de afventer mere dokumentation, inden de lader deres børn vaccinere.
Søren Brostrøm understreger, at hvis Sundhedsmyndighederne får ny viden i løbet af sommeren, er man klar til at ændre indstilling.