Drivvåd uge i vente – sluserne åbner sig tirsdag
Foto: Anja Knappe / Privatfoto / Arkiv
I næste uge kan der falde over 50 millimeter regn.
Nogle dage bliver der også lidt plads til solen.
Den kommende uges vejr byder på alt andet end forår, og man skulle næsten tro, at kalenderen viste november – og ikke marts.
Hver dag i den næste uge ser et nyt frontsystem ud til at skulle passere landet, hvilket giver store mængder nedbør.
I næste weekend vil en kold luftmasse ifølge prognoserne kortvarigt komme på visit, hvilket kan give udbredt nattefrost.
Behersket mandag – kun få byger
Mandagen byder på nok ugens mest beherskede vejr, da der kun er udsigt til spredte byger, når resterne af et svagt frontsystem passerer landet.
Især først på dagen vil der være byger mange steder, som stedvis kan blive kraftige.
Du kan med fordel benytte TV 2 VEJRETs radar for at undgå at blive fanget i en byge. Du kan finde radaren i TV 2 VEJRETs app, eller nedenfor.
Følg regnen på TV 2s radar
Husk, du kan altid følge regnen på VEJR.TV2.DK eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. I vores app er det muligt at få udsendt et regnvarsel cirka 30 minutter inden regnens ankomst.
I den nordlige halvdel af Jylland sørger en opklaring for god plads til solen.
Temperaturerne ligger på mellem fem og ti grader dagen igennem.
Sluserne åbnes tirsdag – frontsystemerne holder i kø
Tirsdag rammer ugens første rigtige frontsystem landet, da en varmfront, efterfulgt af den tilhørende koldfront, skal passere landet.
Systemet ser ud til at give fem til ti millimeter regn i løbet af tirsdagen.
Onsdag er den allerede gal igen, da det lavtryk, som på grafikken ovenfor lå sydvest for Irland tirsdag, nu skal ind og passere landet onsdag.
Det ligner tirsdagens vejr til forveksling, og giver igen op til ti millimeter regn i løbet af onsdagen.
Lavtrykket ankommer først ud på dagen, så det ser ud til at holde tørt i den østlige del af landet først på dagen onsdag.
Torsdag passerer en svækket front landet, som kan give et par millimeter regn på sin tur hen over landet.
Allerede fredag kommer næste lavtryk forbi landet, og igen kan der falde fem til ti millimeter regn i forbindelse med det.
De talrige lavtryk, der skal ind og passere landet, gør, at der lokalt kan falde over 50 millimeter regn, før ugen er omme.
På landsplan ser det ud til, at der kommer mellem 20 og 35 millimeter regn i løbet af den næste uge.
Indimellem de mange lavtrykspassager er der mulighed for tørvejr og sågar nogle kig til solen af og til.
Dog bør man væbne sig med tålmodighed, hvis det er tørt og stabilt forårsvejr, som man hungrer efter, da den næste uges tid byder på alt andet end det.