Ekspert er ikke i tvivl om Vingegaards Tour-rolle
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard kommer til Tour de France som dobbelt forsvarende vinder.
Cykelelskere har længe gået og ventet på det her øjeblik, hvor Team Visma | Lease a Bike ville offentliggøre Tour de France-holdet, og om Jonas Vingegaard kom med eller ej.
Nu kan cykelfans og danskere glæde sig over nyheden om, at den forsvarende Tour de France-vinder stiller til start i Firenze, hvor Touren begynder.
Nyheden glæder TV 2 Sports cykelekspert, Christian Moberg, der ikke er i tvivl om, at Vingegaard kommer med som lederen på holdet.
- Det er en rigtig god nyhed samtidig med alle de indicier, vi har fået på det seneste. Holdet ville ikke udtage ham, hvis ikke han var klar til Tour de France. Det er en rigtig stor cykelnyhed og ikke bare her i Danmark.
- Men det fortæller os ikke, hvor han står rent formmæssigt, men for mig giver udtagelsen et billede af, at han kommer til Tour de France som kaptajn. Det er klart min forventning, at han er det. Han er dobbelt Tour-vinder.
27-årige Jonas Vingegaard har nemlig vundet Tour de France de seneste to år foran den slovenske cykelstjerne Tadej Pogacar.
Stadig spørgsmålstegn
At Vingegaard er med på Tour-holdet, giver Christian Moberg et billede af, at han er klar til at køre, hvilket er et vigtigt signal.
Alligevel står eksperten tilbage med et spørgsmålstegn.
- Nu har vi fået det, vi har ventet på, bekræftet. Spørgsmålet er at se, hvilken form Vingegaard kommer ind med, og hvordan det kommer til at gå, når løbet skrider frem. Om han er lige så god i tredje uge, som han plejer at være.
- Jeg tror ikke, at Team Visma kommer til at sige noget, om han er på 90 eller 87 procent, men jeg er 100 procent sikker på, at hele holdet kommer til at bakke ham op som kaptajn, indtil andet er bevist.
Vingegaard styrtede 4. april i Baskerlandet Rundt og brækkede kravebenet, flere ribben og punkterede en lunge.
Afviser dobbelt kaptajnrolle
Tidligere har Team Visma | Lease a Bike kørt med to kaptajner i form af Jonas Vingegaard og Primoz Roglic tilbage i 2022, hvilket endte med at fungere rigtig godt set med danske briller.
Med tanke på Vingegaards lange skadespause kunne man tænke i, at det hollandske storhold vil gøre det samme, men denne gang med Matteo Jörgensen eller Sepp Kuss. Det tvivler Christian Moberg dog på.
- Det tror jeg ikke som udgangspunkt, men det kan ske i løbet af Touren. Det finder vi også lidt ud af, når vi får et godt syn på, hvordan de store står som Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Primoz Roglic og Jonas. Hvis han har tabt fem minutter, kan det godt være, Team Visma skifter strategi undervejs.
- Vi får det at se, når løbet går i gang. Det er så svært at gisne om, for man kan ikke forudse cykelløbet, men min bedste overbevisning er, at man kommer med den agenda, at han skal køre klassement i Touren med hele holdets opbakning, lyder det fra TV 2 Sports cykelekspert.
Tour de France starter lørdag den 29. juni til den 21. juli.
Flere artikler fra tv2.dk