Geomagnetisk storm kan give nordlys over Danmark
Foto: Foto: Arturs Pirazkov / Seerfoto
Kraftigt nordlys set fra Skagen i marts sidste år.
Et soludbrud af højeste kategori lørdag har sendt en flodbølge af ladede partikler mod jorden.
Natten til mandag ventes jorden at blive ramt af en stærk geomagnetisk storm, som er forårsaget af et stort soludbrud lørdag.
Det kan give anledning til nordlys på nattehimlen, hvis vejret spiller med.
Der er dog risiko for, at man mange steder ikke får meget plads til at se det potentielle nordlys, da der fortsat er mange skyer på himlen.
Kæmpe soludbrud og nordlys
Udsigten til nordlys i nat kommer som nævnt i forbindelse med, at en stor geomagnetisk storm er på vej mod jorden.
Det Amerikanske vejragentur advarer om en såkaldt G3 geomagnetisk storm natten til mandag.
Skalaen går fra G1 til G5, hvor G3 betegnes som kraftig.
Den geomagnetiske storm er resultatet af et stort soludbrud af kategori X1. Kategori X er den højeste kategori for soludbrud, mens 1 er det laveste trin i selve kategorien.
Den geomagnetiske storm ventes at toppe tidligt mandag morgen, hvor den er oppe i kategori G3.
Skyer kan spolere udsigten
Herhjemme er godt vejr en af de vigtigste forudsætninger for at se nordlys, udover at der selvfølgelig er nordlys på nattehimlen.
Der skal ikke være mange skyer på himlen, før udsigten i den grad kan spoleres, og man får svært ved at se noget mod nord.
I aften er der stadig mange skyer på himlen og enkelte byger rundt omkring.
Der er ikke udsigt til, at der kommer særlig god plads mellem skyerne mange steder.
Således er der stor risiko for, at man slet ikke kan få nordlys at se herhjemme i nat på trods af det store soludbrud.
Enkelte steder kan lokale opklaringer dog give nok plads til, at man kan se nordlyset danse på himlen mod nord.