Grønlandske spillere blæst bagover af vild opbakning
Trods stort fremmøde har grønlænderne ikke stor tro på egne evner.
De blev modtaget, som var de storfavoritter på vej ind til en altafgørende kamp.
Men scenen snyder, for bussen der trillede op til hallen i Frederikshavn havde hverken Norge, Danmark eller Holland ombord.
I stedet var det Grønland, der for bare anden gang i nationens historie deltager ved VM. Efter tre gruppenederlag i norske Stavanger, er de nu i Danmark for at spille President's Cup – og de blev altså modtaget af omkring 1.000 fans.
- Det er for sindssygt. Vi har jo godt set det i Norge (hvor de spillede i den indledende gruppe, red.), men det her er jo endnu vildere. Det er for vanvittigt. Jeg kan slet ikke forstå, at der er så mange, der er troppet op for at støtte os, siger den grønlandske spiller Josefine Gadgaard til TV 2 Sport.
Det forpligter jo også i dag?
- Ja, vi er i hvert fald nødt til at kæmpe lige så meget, som vi plejer og juble lige så meget, som vi plejer.
Meget lille chance
Selvom det måske forpligter, at der er stor opbakning, så har landstræner Anders Friis ikke store forhåbninger inden kampen imod Island.
- Jeg tænker, Island er det stærkeste hold i Frederikshavn i dag. Vi må se. Men vi gør, hvad vi kan.
Har I en chance?
- Ja, men den er meget lille. Men vi kommer med alt, hvad vi kan – ligesom i de tre andre kampe.
Stor opbakning
Grønland deltog senest ved et VM i 2001, hvor ø-nationen sluttede sidst som nummer 24.
Men selvom spillere ikke har den største tiltro til deres egne evner, så har de grønlandske fans i hvert fald stor tiltro til deres håndboldkvinder.
Godt 200 grønlandske fans i Arena Nord fyldte lægterne. Blandt andet fra Galtrup Efterskole, der var taget til Frederikshavn med 40-50 grønlandske elever.
Se interview med to af de grønlandske fans herunder:
På søndag er der mulighed for at få en autograf fra de grønlandske fans, når de kommer til Det Grønlandske Hus i Aalborg til adventshygge.