Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hus havde været til salg i 11 år – efter få dages arbejde, blev det solgt

Foto: TV2

Billede af huset fra den nye salgsopstilling.

Ejendomsmægleren fandt en stor fejl ved huset, som endte med at blive altafgørende for salget.

Hvad koster en klassisk murermestervilla fra 1918 i pæn stand, med en stor have og lav ejerudgift?

Åbenbart ikke 625.000 kroner.

Det måtte ejerne af en villa på Mors sande, da de efter 11 år, flere prisnedsættelser og kun få fremvisninger stadig ikke havde solgt deres hus.

Men da ejerne Solvej Lund og Knud Nørgaard samlede et hold af familie og venner, skete der endelig noget.

Liggetid i yderområderne

Kigger man på listen over gennemsnitlig liggetid topper kommuner som Thisted, Struer, Læsø og Morsø, hvorimod kommunerne omkring København har den korteste liggetid.

I de seneste år er priserne på boliger i de største, danske byer tordnet i vejret, og med liggetiden er det modsatte sket. Men yderområderne er blevet hægtet af ræset, og mange boliger i de helt små byer er til salg så længe, at de får liggepest.

Huset i Ljørslev lå ud til en større vej i den lille by på Mors. Foto: TV2

I det nye TV 2-program 'Til salg i 100 år' dyster to ejendomsmæglere om at sælge ti boliger, der i alt har ligget til salg i over 100 år. Og en af boligerne er huset på Mors.

Noget, der ikke stemte?

Da ejendomsmægler Peder Kongsgaard trådte ind i huset, var det løbende blevet sat ned i pris – med 29 procent i alt. Nu var huset på markedet til 445.000 kroner. Der havde igennem de 11 år været to fremvisninger. Til de samme mennesker. Det havde dog ikke resulteret i et salg.

- Min første tanke, da jeg så huset, var, at det var et rigtig pænt hus. Faktisk enormt nydeligt. Det var et mysterium for mig, hvorfor det ikke var blevet solgt, siger Peder Kongsgaard.

Men efter en gennemgang, var der noget, der ikke stemte.

Huset i to plan var opgjort til at have et areal på 100 kvadratmeter, men de fleste af dem var i stueetagen.

På førstesalen var der kun registreret 10 kvadratmeter, selvom der var flere rummelige værelser.

Foto: TV2

- Der har nok kun været et lille kammer ovenpå, da huset blev bygget, men ved en ombygning i 70'erne, har daværende ejer nok glemt at fortælle kommunen, at de har lavet flere beboelige kvadratmeter ovenpå, siger Peder Kongsgaard.

Og netop det lavere antal kvadratmeter var et problem i forhold til at få solgt huset.

Mange søger nemlig på nettet efter deres kommende hus med nogle søgekriterier. Hvis man for eksempel er en familie på fire personer, så vil mange gerne have et hus på over 120 kvadratmeter, men på papiret – og i søgemaskinerne – var dette hus altså ikke så stort.

Grunden var over 1000 kvadratmeter stor. Foto: TV2

Det kunne faktisk være en af de største grunde til, at huset ikke var solgt efter 11 år på markedet, mente Peder Kongsgaard.

I stedet for 100 kvadratmeter burde huset være cirka 150 kvadratmeter, fandt ejendomsmægleren ud af. Kunne han få rettet det tal i BBR-registret, ville det både betyde, at boligen ville dukke op i flere menneskers søgninger, og at kvadratmeterprisen – noget som mange kigger på, når de handler bolig – ville falde betragteligt.

Derfor fik Peder Kongsgaard en arkitekt til at lave nogle optegninger af huset, som han efterfølgende indleverede til Morsø Kommune, i håb om at få det rettet.

BBR-registret er et landsdækkende register, hvor man kan finde oplysninger om grunde, private boliger og bygninger i Danmark. For eksempel oplysninger om, hvor mange kvadratmeter en specifik bolig er.

- Det kan være en god idé at tjekke ens BBR-opgørelse, når man skal sælge sit hus, for der kan altså godt være flere kvadratmeter at komme efter, råder Peder Kongsgaard.

Og så gik de i gang med at se på, hvordan huset kunne sættes i stand indvendigt for at gøre det nemmere at sælge.

Gulve, køkken og møbler

Noget af det, som Peder Kongsgaards håndværker og de samlede hjælpere kastede sig over, var køkkenet, gulvene og indretningen.

- Faktisk skal der ikke så meget til, når et smukt hus som det her, skal gøres mere klar til salg, siger Peder Kongsgaard.

Små ændringer endte med at gøre en enorm forskel i huset.

Blandt andet fik køkkenet en ny farve, og bordpladen blev skiftet. Det gav køkkenet et opdateret udtryk.

I farvenuancer blev stuen og køkkenet kædet sammen ved at vælge den samme farvepalet, og der blev ryddet ud i interiøret.

- Ofte giver det meget at fjerne nogle af møblerne for at få et lettere udtryk, forklarer Peder Kongsgaard.

På førstesalen blev gulvtæppet fjernet, så plankegulvene kom til syne. Udover at plankegulve for mange er moderne, så gav plankegulvene huset en rød tråd, da de gik igen både i stueetagen og ovenpå.

Dyr varme

En anden væsentlig ting, som ejendomsmægleren satte ind overfor, var, at se på opvarmningskilden i huset.

Det kostede nemlig på papiret 25.000 kroner om året at varme huset op med oliefyr. Det betød, at potentielle købere kunne få et problem, når de skulle kreditvurderes i deres bank.

Derfor fik Peder Kongsgaard en vvs-installatør ud for at give et tilbud på en ny opvarmningskilde.

Foto: TV2

Det viste sig, at det kunne halvere varmeomkostningerne at skifte varmekilde til en en luft-til-vand varmepumpe, der kunne varme huset op med de eksisterende radiatorer. Den ville koste 110.000 kroner, og det blev skrevet i salgsopstillingen, så en potentiel køber kunne vise det til banken.

En køber melder sig

Sammen med Peder Kongsgaard valgte sælgerne Solvej Lund og Knud Nørgaard at sætte huset ned til 395.000 kroner: Nu ville de have det solgt.

Da BBR-ændringen gik igennem, gik huset fra at være 100 kvadratmeter til at vokse med 50 procent og være registreret med 150 kvadratmeter.

Umiddelbart efter istandsættelsen oplevede Peder Kongsgaard en stor interesse for ejendommen.

- Folk ville gerne ud at se boligen, og det er jo fantastisk, for det er fremvisninger, der fører til salg, siger han.

Og under ti uger efter, at huset var blevet færdigt, kunne Solvej Lund og Knud Nørgaard åbne en god Morsø pilsner og fejre begivenheden. Huset i Ljørslev var blevet solgt til 370.000 kroner, og parret kunne sige et endeligt farvel til det hus, som de havde forsøgt at få solgt i over 11 år.

Gode råd fra mægleren

Skal der sparkes liv i salget af en bolig med liggepest, foreslår Peder Kongsgaard, at man kigger på særligt tre ting:

  1. Kan man gøre indretningen mere simpel og luftig? Så er det nemmere for en køber at overskue, og det ser tit mere appetitligt ud, hvis rummene ikke er overfyldt med ting.

  2. Lad vær med at stoppe med at vedligeholde ejendommen, når den kommer på markedet. Hvis en ejendom står og forfalder, bliver det kun sværere at sælge den.

  3. Gør et køb overskueligt for en køber. Skal der skiftes tag, eller skal husket have ny varmekilde, så indhent et tilbud fra en håndværker.

Du kan se 'Til salg i 100 år' på TV 2 PLAY, lige når du vil, eller på TV 2 onsdag klokken 20.50.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.