I dag rammer ekstrem varme Danmark - se vejrudsigten for Nordjylland
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Varmen forventes at toppe onsdag. Her ses Blokhus Strand på en varm sommerdag i 2019.
Mulighed for ny varmerekord i løbet af dagen - enkelte modeller peger på 38 grader.
Onsdag kan blive en vejrdag til historiebøgerne.
Prognoserne ligger lige på vippen, og der skal ikke meget til, før dagen ender som den varmeste målt nogensinde i Danmark.
Her til morgen er der allerede flere steder, hvor temperaturen er over 20 grader, og varmen vil fortsætte med at stige til ud på eftermiddagen.
Herunder kan du se dagens vejrudsigt for Nordjylland:
Lige syd for grænsen viser prognoserne 37 grader, og dermed skal varmen ikke forskyde sig langt mod nord, før det også kan blive rekordvarmt her i landet.
Netop nu peger prognoserne på 36 grader i Sønderjylland, og så er vi meget tæt på varmerekorden, der lyder på 36,4 grader og blev sat 10. august 1975 i Holstebro.
Enkelte vejrmodeller peger endda på hele 38 grader i grænselandet.
Generelt bliver det varmest mod syd og sydvest. På Lolland-Falster kan det ligeledes blive meget varmt, mens det vil blive omkring 34 grader på Sjælland.
Det samme vil gøre sig gældende på Fyn og længere oppe i Jylland.
Historisk dag
Under alle omstændigheder vil det være en ekstremt varm dag, der vil skrive sig ind i vejrhistorien på flere punkter.
Hvis vi bare rammer de 35 grader, hvilket på nuværende tidspunkt er overvejende sandsynligt, vil det være den varmeste julidag målt i 74 år og den varmeste sommerdag i 30 år.
Der er lavet systematiske målinger af vejret i Danmark siden 1874.