I efterårsferien afløses byger og blæst af sol og højtryk
Foto: Anders Ekström
Når højtrykket etableres, kan det medføre nattefrost.
Efterårsferien nærmer sig for mange danskere, og interessen for vejret i Danmark og Europa stiger markant.
Vejret begynder nu at være ret sikkert langt ind i uge 42, og der er store ændringer på vej.
I Danmark går vi fra blæst og lavtrykspræget vejr til højtryk og svag vind.
Fredag – våd start på ferien
På fredag, ved efterårsferiens start, bliver det vådt og blæsende – et sandt efterårsvejr med silende regn. Det er lun luft, der strømmer op over Danmark, og temperaturen kan nå 17 til 18 grader.
Det er uheldig timing for skolerne motionsdag, der ser ud til at blive en våd omgang.
Lørdag og søndag – blæsende med få byger
Lørdag, første dag i ferien, ser markant pænere ud med en del sol og kun få byger.
Det bliver dog ret blæsende med en frisk vind til kuling fra vest.
Bygerne vil primært ramme vestvendte kyster. Det betyder, at mange store byer i Danmark som Aalborg, Aarhus, Odense og København vil have tørvejr.
Lørdag kommer vi til at ligge på 10 til 14 grader.
Søndag har næsten samme vejr, men lidt køligere.
Mandag – aftagende vind og næsten tørt
Uge 42 starter flot og køligt ud. Mandag begynder koldt med 3 til 7 grader. Vinden er stadig jævn til frisk fra nordvest, men slet ikke så kraftig som i weekenden.
Mandagen ser ud til næsten at være helt tør. Lokalt kan der være en byge ved vestkysten eller omkring Bornholm, men de fleste får en solrig dag med få drivende skyer.
Luften er kold, og temperaturen kommer ikke meget over 10 til 11 grader.
Tirsdag og onsdag
Et højtryk etableres tæt på Danmark, men der er endnu usikkerhed om, hvor højtrykket præcis placerer sig.
Her vises højtrykket nord for Danmark, som giver en kølig nordøstlig vind.
Flere prognoser viser, at højtrykket også kan ende med at ligge over Danmark i en periode og give meget svag vind.
Luften er kold, og bliver vinden svag, forventer TV 2 Vejret nattefrost i løbet af uge 42.
Frem mod slutningen af uge 42 peger prognoserne på, at højtrykket flytter sig øst for Danmark, hvilket giver en kølig sydøstlig vind.