Især Nordjylland rammes: Markant vejrskifte på vej
Foto: Mark V. Honore / Seerfoto
Koldt og ustadigt forårsvejr 12. maj.
Vi går fra næsten 20 graders varme til omkring 10 grader og blæst.
Med næsten 20 graders varme er der tirsdag udsigt til endnu en lun forårsdag.
Men det er om at nyde det lune vejr.
For en koldfront skal i løbet af tirsdagen passere landet, og det bringer en overgang noget køligere og samtidig mere blæsende forårsvejr med sig.
Fra lunt til køligt forårsvejr
Koldfronten, som er årsagen til hele vejrskiftet, ventes tirsdag eftermiddag at ligge ned gennem Jylland og Fyn med et udbredt regnvejr.
Øst for koldfronten er det stadig lunt med op til 18 graders varme – lokalt måske 19 grader.
Men vest for fronten trænger køligere luft sig på, hvilket giver generelt faldende temperaturer.
Den køligere forårsluft vil efterhånden befinde sig over hele landet i løbet af tirsdag aften og natten til onsdag.
Dermed kan vi se frem til en onsdag, hvor der skrues gevaldigt ned for maksimumtemperaturen.
Landet over topper temperaturen således blot med 9 til 11 grader onsdag, hvilket må betragtes som lidt af en temperaturkontrast sammenlignet med tirsdagens lune vejr.
Mens der bliver skruet ned for termometret, bliver vindstyrken omvendt sat op.
En frisk til hård vind fra vest vil gennem hele onsdagen blæse ind over Danmark, hvilket især i Nord- og Vestjylland vil få det til at føles noget køligt at være udenfor.
Danmark er langtfra det eneste land i Europa, der i denne uge oplever lidt af et temperaturskifte.
Stor temperaturkontrast på tværs af Europa
I weekenden stod den på sommervarme i store dele af Vesteuropa med op omkring 30 graders varme i lande som Frankrig, Schweiz og Tyskland.
Denne varme er tirsdag afløst af 12 til 16 grader.
I det hele taget er der tirsdag lidt af en temperaturkontrast over det europæiske kontinent, da Østeuropa oplever ekstrem varme for årstiden.
Især Tyskland har en enorm temperaturforskel med op til 25 graders varme i øst og 10 til 12 grader i vest.
Efter en lidt kølig onsdag stiger temperaturen frem mod weekenden til omkring 15 graders varme. Vejret bliver dog noget ustadigt med regn i perioder.