Krydderi tilbagekaldes – kan være kræftfremkaldende
Når produktet tygges, kan det i længden være sundhedsfarligt.
Hvis du har købt krydderiblandingen 'Delicious Pan Masala' fra Pan Parag, skal du ikke bruge det.
For Golden Food ApS har tilbagekaldt produktet.
Det skyldes, at den tilbagekaldte Pan Masala-blanding indeholder betelnødder, der både kan give en stimulerende effekt samt være kræftfremkaldende, når det tygges.
Kræftrisikoen stiger ved længerevarende indtag. Det forventes derfor ikke, at der opstår akutte symptomer. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
- Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller at kassere det, skriver styrelsen.
Hvis man har spørgsmål til Pan Masala-blandingen og sundhedsrisiciene ved betelnødder, bør man kontakte egen læge, lyder det fra styrelsen.
Der er tale om krydderiblandinger, der har produktionsdato første december 2021 og bedst før dato 31. december 2023.