Landin svarer kortfattet på spørgsmål om skade
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Den danske landsholdsspiller er stadigvæk i spil til DM-finalerne.
Niklas Landin har ikke spillet en kamp siden 5. maj.
En blødning på nethinden tvang ham til at forlade landsholdslejren tidligere på måneden, og målvogteren ved endnu ikke, hvornår han er klar.
Det er decideret forfærdeligt, og jeg er meget mere nervøs
Niklas Landin
Det fortalte han til TV 2 Sport i et meget kortfattet interview søndag, da Aalborg havde spillet sig i DM-finalen med en sejr over Skjern.
Hvad er sandsynligheden for, at vi ser dig om en uge i DM-finalen?
- Det skal du ikke spørge mig om.
Nå, det ved du simpelthen ikke?
- Nej. Det er ren og skær de test, der bliver lavet, som kommer til at afgøre det. Men håbet er der stadigvæk.
Hvordan så den seneste test ud?
- Fremgang.
Okay, så der er muligheder?
- Ja ja, det er der, siger Landin.
Forfærdeligt at sidde på bænken
Niklas Landin er blandt verdens allerbedste spillere, og derfor er han selvskrevet til en startplads, når han er kampdygtig.
Han lægger da heller ikke skjul på, at den uvante plads på bænken er ulidelig.
- Det er decideret forfærdeligt, og jeg er meget mere nervøs, når jeg sidder derude. Det er ikke rart at sidde derude.
- Men man oplever nogle andre ting, som man ikke får med, når man står inde på banen. Det tror jeg også kan være lidt sundt, siger han.
I fraværet af Landin har holdkammeraten Fabian Norsten gjort det flot, og det er bestemt blevet bemærket af landsholdsspilleren.
- Det tror jeg giver en tryghed til hele holdet. Han har efter jul stået mange gode kampe. Det viser hans stabilitet og ro, at han gør det her over to kampe mod Skjern, lyder det fra Landin.
Stor betydning
Selvom Aalborg indtil videre har klaret sig fint uden stjernen, er TV 2 Sports ekspert Daniel Svensson ikke i tvivl om betydningen af at få Landin klar igen.
- Niklas Landin er en målmand, der sætter sig i baghovedet på de fleste spillere. De ved bare, det er svært, inden de kommer ind.
- Det er ikke helt det samme med Fabian Norsten, selvom han har stået en rigtig flot semifinaleserie.
- Niklas Landin har bare en effekt, og det har han, fordi han er verdens bedste målmand, vurderer Daniel Svensson.
Aalborg Håndbold møder enten Ribe-Esbjerg eller Fredericia i DM-finalen. Nordjyderne er desuden kvalificeret til Final 4 i Champions League, og Niklas Landin har også en vigtig sommer, hvor OL venter.