Nordlys igen i nat – her er chancerne bedst
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nordlys over løkken
Lokalt kan tåge spolere fornøjelsen.
Igen i nat er der mulighed for at se nordlys, da den kraftige geomagnetiske storm over landet fortsætter.
Nogle fik allerede fornøjelsen natten til lørdag, hvor man i hele landet kunne nyde synet af nordlys, der hvor vejret spillede med.
Lørdag aften og natten til søndag peger prognoser på, at der kommer få skyer efter solnedgang, og derfor er der gode udsigter til at se nordlyset endnu en gang.
Tågen lurer
Lørdag er kendetegnet ved mellemhøjt- og højtliggende skyer, der kan sløre udsigten til solen.
De højtliggende skyer trækker sig væk i løbet af aftenen, så der åbnes for klart vejr.
Det er et højtryk, der etablerer sig over landet i løbet af lørdagen, hvilket holder mange af skyerne lidt på afstand.
Mod nord kan der dog i perioder stadig være en del skyer på himlen, som kan blokere for udsynet.
Den store trussel mod nattens nordlys er de tågebanker, som ventes at dannes sent lørdag aften.
Især centralt, mod syd og mod vest kan der i perioder komme tåge og sigtbarhed på under 1000 meter.
Undgår man tågen, bør udsynet til nordlyset være godt.
Enorm geomagnetisk storm
Natten til lørdag blev Jorden ramt af selve hovedstormen i den geomagnetiske storm, som nåede en yderst sjælden G5-status.
Normalt kan man være ret sikker på at se nordlys herhjemme, når en geomagnetisk storm når niveau G2 eller G3.
Selvom stormen nu er passeret, rammer efterdønningerne Jorden i løbet af det næste døgns tid, så der er fortsat gode muligheder for at se nordlys over landet.
Den store G5-storm har givet nordlys meget langt mod syd – faktisk helt til den sydligste spids af Florida, ifølge spaceweather.com.
Sådan opstår nordlys
Nordlys befinder sig over de arktiske områder i den såkaldte ionosfære imellem 90 og 500 kilometers højde.
Lyset udløses af elektrisk ladede partikler fra Solen, der rammer Jordens magnetfelt i forbindelse med kraftige eksplosioner i Solens øvre atmosfære. Disse eksplosioner kaldes også for solstorme.
De elektrisk ladede partikler går i forbindelse med ioniserede atomer og udsender det fluorescerende lys, som kan ses på himlen.
Farverne afhænger af, hvilke stoffer der påvirkes. Den mest normale farve er grøn, hvilket udløses af iltatomer. Rødlige farver udløses af ioniseret nitrogen.
Flere artikler fra tv2.dk