Nu har Saugstrup fået sin dom

Magnus Saugstrups sæson er sandsynligvis slut, oplyser hans klub.

Magdeburg frygtede en alvorlig skade, og frygten viste sig at være berettiget.

Den danske verdensmester Magnus Saugstrup gennemgik tirsdag en knæoperation for den skade, han pådrog sig i pokalkvartfinalen mod Kiel, og den dystre prognose siger tre til fire måneders pause.

Derfor er det usandsynligt, at Magdeburg-stjernen vender tilbage i denne sæson. Det oplyser hans klub på sin hjemmeside.

Tilbage efter VM-guld

Saugstrup pådrog sig knæskaden i sin første kamp siden VM-triumfen, da hans Magdeburg-mandskab vandt pokalkvartfinalen mod Kiel. Den danske stregspiller pådrog sig skaden i den forlængede spilletid.

Bundesligaen slutter den 11. juni, og herefter er der Champions League Final 4 den 17. og 18. juni.

På landsholdet får skaden også konsekvenser. Heldigvis ikke for betydningsfulde kampe. I samme periode skal det danske herrelandshold spille to træningskampe mod Tyskland i marts og to træningskampe mod Spanien i april. Her må landstræner Nikolaj Jacobsen således se bort fra et af sine sikreste kort.


Seneste nyt

fra Nordjylland