Overhovedet ikke overraskende...: Vådeste juli nogensinde - se hvor i Nordjylland der faldt mest
Nedbørsrekorden kom i hus i 11. time.
Er sommerferien blevet afholdt i Danmark i år, har man nok lagt mærke til, at juli har været en noget ustadig omgang.
Til tider har det måske endda virket som om, at sommeren i perioder nærmest er regnet væk, når den ene regnbyge efter den anden er drevet forbi.
Juli tangerer rekord som den vådeste juli-måned nogensinde i Danmark
Og der er såmænd noget at have det i, hvis man har gået lidt ekstra meget rundt og brokket sig over det sjaskvåde sommervejr.
For i de allersidste timer af juli nåede regnmålerne rundt om i landet op på hele 140,7 millimeter nedbør for månedens 31 dage.
Det gør juli 2023 til den vådeste juli siden 1874, hvor man begyndte at måle nedbør i Danmark. Dermed bliver den gamle rekord fra 1931 på 140 millimeter lige nøjagtig overgået.
Nedbør i juli i Nordjylland
Over dobbelt så meget nedbør som normalt
I gennemsnit falder der 65,8 millimeter nedbør i løbet af årets anden sommermåned.
Men med de mængder, der er faldet i år, er der altså kommet mere end dobbelt så meget som normalt. Nogle steder er der dog kommet mere end andre.
Særligt i den centrale og sydlige del af Jylland er der flere kommuner, der er druknet i julis sommerregn. Mest er der kommet i Vejen Kommune med hele 185,8 millimeter.
Det er næsten en fjerdedel af den normale årsnedbør i Danmark.
Samtidig er det over 100 millimeter mere end julis 'tørreste' kommune. Det er Bornholm, der er indehaver af den titel med 76,1 millimeter i regnmålerne.
At det generelt er de jyske kommuner, der har fået mest nedbør i månedens løb, er ikke så underligt endda.
Herhjemme kommer vejret normalt fra vest, hvilket har en meget stor betydning.
Der sker nemlig det, at når fronterne når frem til den jyske højderyg, bliver de nærmest vredet for deres vand – lidt ligesom en karklud. Dermed er der mindre nedbør tilbage til de østlige landsdele.
Vådeste julimåneder i Danmark
Vådeste døgn siden januar
Generelt har julis nedbør været jævnt fordelt ud over hele måneden. Derfor har der også kun været tre dage med tørvejr ud af månedens 31 dage.
Faktisk ender juli samlet set med at være den sommermåned, der har haft allerflest nedbørsdage, hvis man kigger på arealvægtet nedbørsdage. 25,8 dage med nedbør blev det til, hvilket overgår den tidligere rekord på 25,5 fra august 2014.
Dog er der særligt én dag, der der skiller sig ud. Det drejer sig om søndag 23. juli, hvor et stort regnvejr trak op over landet.
Det gav 21,1 millimeter nedbør ud over landet, hvilket gjorde døgnet til det vådeste siden det rekordvåde januardøgn 5. januar.
Nedbør i juli 2023