Pæn onsdag slutter af med risiko for torden
Foto: Mie Leonora Heiberg / TV2 Nord
Regnvejret rammer sidst på eftermiddagen.
Det er en ganske hæderlig morgenstund, vi står op til denne onsdag.
I stort set hele landet er det med tørvejr, og mange steder er det med lidt eller nogen sol. Eneste sted, hvor der er lidt regnbyger på spil, er ved Bornholm.
Skal man ud at køre i morgentrafikken, er der dog visse steder, hvor man skal være ekstra opmærksom.
Tågen forventes at lette i løbet af morgenen, hvorefter der er udsigt til pænt onsdagsvejr indtil sidst på eftermiddagen.
Skyer fra syd
Rent vejrmæssigt er det den første del af onsdagen, der har det bedste vejr.
Der er nemlig udsigt til en formiddag med gode muligheder for nogen eller en del sol. En helt lokal regnbyge kan dog ikke udelukkes.
Ud på eftermiddagen bliver det efterhånden mere skyet fra syd, hvilket er et tegn på, at et regnvejr nærmer sig. Forventningen er, at regnvejret går i land sidst på eftermiddagen i de sydlige landsdele.
Inden det for alvor bliver overskyet, så når temperaturen at toppe med 18 til 21 grader.
Da onsdagen står på rolige vindforhold, så indbyder en stor del af dagen til at komme lidt udenfor.
Risiko for torden
Det regnvejr, der rammer de sydlige egne i de sene eftermiddagstimer, bevæger sig i løbet af aftenen og natten op over hele landet.
Regnvejret kan lokalt blive meget kraftigt med mulige tordenbyger i sig. Disse kan blive intense nok til ligefrem at give skybrud.
Dermed er det en noget våd afslutning, der er i vente denne første onsdag i august.