Pogacars hold i stor dominans - Vingegaard viser sig flot frem
Foto: Vincent West/Reuters/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard og Mattias Skjelmose kom i mål med favoritterne på første etape, der blev vundet af Adam Yates.
Helt som ventet viste både Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar sig frem på førstedagen af Tour de France.
På den stejle og eksplosive stigning kort før mål satte sidstnævnte et hårdt tempo med Jumbo-Visma-danskeren klistret på sig baghjul. De blev dog hentet igen af en mindre gruppe efter toppen.
Brødrene Adam Yates og Simon Yates angreb på den efterfølgende nedkørsel og snød favoritterne ved at køre sammen til mål, hvor de skulle køre om sejren.
Top 3 på 1. etape
1 GBR Adam Yates UAE Team Emirates 4:22:49
2 GBR Simon Yates Team Jayco - AlUla +4
3 SLO Tadej Pogacar UAE Team Emirates +12
Top 3 i klassementet
1 Adam Yates UAE Team Emirates 4:22:39
2 Simon Yates Team Jayco - AlUla +8
3 Tadej Pogacar UAE Team Emirates +18
Både Jonas Vingegaard og Mattias Skjelmose fra Lidl-Trek kom i mål med favoritgruppen 12 sekunder efter etapevinderen.
Etapens afslutning blev også præget af et alvorligt styrt, hvor klassementsrytterne EF Pro Cyclings Richard Carapaz og Enric Mas fra Movistar røg hårdt i asfalten.
Enric Mas udgik, mens Carapaz kom tilbage på cyklen efter flere minutters behandling.
Også flere andre klassementsfavoritter tabte masser af tid på lørdagens indledende etape.
Dansker duftede til bjergtrøjen
Danske Jonas Gregaard fra Uno-X, Pascal Eenkhoorn, Simon Gugliemi og Valentin Ferron kørte fra feltet, straks efter at løbet blev givet frit.
Overraskende let fik de hul til feltet, der hurtigt bakkede af, mens også Lilian Calmejane slap væk og fik kontakt til danskergruppen.
Feltet holdt frontgruppens forspring ret skarpt på omkring halvandet minut, indtil det hentede de fem med omkring 50 kilometer til mål.
Gregaard vandt dagens første bjergspurt med 168 km til mål efter en lang spurt. På dagens anden stigning forsøgte han sig med en ny spurt fra distancen, men blev lukket ned, før Pascal Eenkhoorn slog kontra.
Mads P. vandt pointspurt
I den indlagte pointspurt var Mads Pedersen hurtigst af hovedfeltets ryttere, der kørte om sjettepladsen. Til gengæld sad den danske stjerne og en del andre ikke med længe, da det gik op ad tredjesidste stigning, Col de Morga.
Farten blev sat op, og op ad andensidste stigning, Côte de Vivero, satte Pogacars danske løjtnant, Mikkel Bjerg, sig frem og skar yderligere en markant del af feltet.
Med 11 kilometer igen startede Côte de Pike, og straks blev der for alvor åbnet op for angrebene. Adam Yates trak Pogacar frem og overlod med 500 meter til toppen fronten til Pogacar, der havde Vingegaard klistret til sit baghjul.
Kun Victor Lafay fulgte med de to storfavoritter over toppen, men en gruppe med blandt andre Yates-brødrene og Skjelmose fik hurtigt lukket hullet på nedkørslen, hvor de britiske tvillinger slog til.
Også på søndagens 2. etape er der knolde og stigninger på programmet, når det går løs med 209 kilometer fra Vitoria-Gasteiz til San Sebastian.