Selv i supermarkedet bliver AaB-spillerne mindet om situationen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lucas Andersen blev efter finalen kåret til årets pokalfighter.
Mens AaB hurtigt skal ryste pokalnederlaget af sig, får FC København-spillerne ikke lov til at fejre triumfen.
AaB har ikke lang tid til at komme sig over nederlaget i pokalfinalen.
Allerede på søndag skal nordjyderne i aktion igen, og her venter der det, der kan blive en afgørende kamp for overlevelse i Superligaen.
Vi er jo blevet mindet om situationen, uanset hvor vi er gået hen
Lucas Andersen
Det ved AaB's cheftræner, Oscar Hiljemark, godt, men der skal også være plads til at sunde sig.
- Jeg har følelser, og det har spillerne også. Vi skal være skarpe på det, vi gør, og vi skal restituere det, vi kan, men vi er mennesker, så i aften (torsdag, red.) skal der være plads til at ærgre sig, og så kører vi igen i morgen, siger svenskeren.
Lucas Andersen er overbevist om, at truppen – trods ærgrelsen – være klar til det, der venter søndag eftermiddag.
Blevet mindet om situationen i supermarkedet
Anføreren finder ro i den måde, som AaB-spillerne den seneste tid har håndteret risikoen for at rykke ned i landets næstbedste række.
- Vi har formået at holde energien oppe. Vores hold er vokset, vores præstationer er vokset. Troen på tingene har været stor, selvom vi har stået i en krydsild af forventninger og pres.
- Vi er jo blevet mindet om situationen, og hvordan den har været, uanset hvor vi er gået hen – om det så har været i supermarkedet, eller når vi har hentet børn i børnehaven, siger Lucas Andersen.
AaB har længe ligget under nedrykningsstregen, og i perioder har projektet om overlevelse set decideret håbløst ud, men de seneste uger har nordjyderne fået vendt skuden.
Inden de tre sidste kampe, som Hiljemark beskriver som tre finaler, er AaB á point med AC Horsens, men de kan med en bedre målscore selv afgøre det.
Lidt god mad og så i seng
I FC København ser situationen helt anderledes ud. De kunne torsdag aften juble over at have vundet pokalturneringen, og på søndag fortsætter jagten på det danske mesterskab.
Derfor vil fejringen af pokaltitlen også foregå på et begrænset niveau.
- Jeg har sagt til spillerne, at de skal være i den her følelse i dag og i morgen. De skal prøve at nyde det. Vi skal op og spise lidt god mad, og så skal vi hjem i seng, for der venter endnu en vigtig kamp på søndag.
- Det har aldrig været planen, at der skal være en fest, siger FC Københavns cheftræner, Jacob Neestrup.
I Superligaen er hovedstadsklubben inden de tre sidste kampe på førstepladsen med ét point ned til FC Nordsjælland.