Sjaskvåd mandag med risiko for vindstød af stormstyrke

Der er risiko for vindstød op til stormstyrke.

Paraplyen bliver en god følgesvend denne mandag, hvor et frontsystem sender et større regnvejr ind over Danmark.

Allerede i morgentimerne står den på regnvejr i stort set hele landet. Og særligt i den vestlige del af landet kan regnen være ganske intens.

Til gengæld er temperaturen meget mild, og for første gang siden slutningen af februar står vi op til en morgen uden frost. Temperaturerne ligger fra dagens begyndelse mellem 2 og 7 graders varme.

Radarbillede klokken 07.00.
Radarbillede klokken 07.00.
Foto: TV 2 Vejret

I løbet af dagen bliver der mulighed for en periode med tørvejr, men i den forbindelse blæser det noget op. Det giver fra i eftermiddag risiko for vindstød op til stormstyrke i dele af landet.

Og i Nordjylland giver dagens regnfulde og milde vejr risiko for tøbrud. Mange steder ligger der omkring 20 centimeter sne. Når det smelter, bliver det til store mængder smeltevand, hvilket sammen med dagens regnmængder kan give lokale oversvømmelser.

Sjaskvåd start på mandagen

Særligt mandag morgen og formiddag kommer til at blive sjaskvåde, når det store regnvejr passerer landet.

Følg regnen på TV 2s radar

Husk, du kan altid følge regnen på vejr.tv2.dk eller vores app. Vores radar viser, hvordan regnen bevæger sig, og hvor den er på vej hen. I vores app er det muligt at få udsendt et regnvarsel cirka 30 minutter inden regnen ankommer. 

Følg regnen her

Som formiddagen skrider frem, begynder der imidlertid at være ophold i regnen over de sydvestlige egne.

Sidst på formiddagen er der efterhånden tørvejr i en større del af landet, men i Nordjylland og øst for Storebælt vil det fortsat regne.

Prognose mandag formiddag. Regnfuldt i hele landet.
Prognose mandag formiddag. Regnfuldt i hele landet.
Foto: TV2 Vejret

Tiltagende vind

I de tidlige eftermiddagstimer er der udsigt til, at det store regnvejr stort set er drevet over. Dermed vil det meste af landet opleve tørvejr den første halvdel af eftermiddagen. I denne periode er der endda mulighed for et enkelt solstrejf.

Fra midt på eftermiddagen slutter tørvejrsperioden, når regnbyger fra vest sender nye regnvandsforsyninger ind over landet.

Med den megen regn strømmer der meget mild luft op over Danmark, hvilket sender temperaturen op mellem 8 og 11 graders varme – lokalt måske 12 grader.

Det bliver dog nok svært for alvor at nyde det milde forårsvejr. Både på grund af det våde vejr, men også fordi vinden generelt er tiltagende dagen igennem.

Prognose mandag eftermiddag. Efter en periode med tørvejr kommer der ud på eftermiddagen nye regnbyger.
Prognose mandag eftermiddag. Efter en periode med tørvejr kommer der ud på eftermiddagen nye regnbyger.
Foto: TV2 Vejret

Særligt i Jylland og på Fyn bliver det noget blæsende med op til kuling i middelvinden. Her er der i perioden klokken 12 til 21 også varslet vindstød af stormstyrke.

Der er varslet vindstød af stormstyrke i en stor del af Jylland og på Fyn.
Der er varslet vindstød af stormstyrke i en stor del af Jylland og på Fyn.
Foto: TV2 Vejret

I aftentimerne står den fortsat på spredte regnbyger, mens det stadig er mildt derude med 7 til 9 grader på termometret ved midnatstid.

Inden dagen er omme, kan der være kommet mellem 10 og 15 millimeter regn mange steder. Lokalt kan der komme mere.

Akkumuleret nedbør mandag. Op mellem 10 og 15 millimeter mange steder.
Akkumuleret nedbør mandag. Op mellem 10 og 15 millimeter mange steder.
Foto: TV2 Vejret

Seneste nyt

fra Nordjylland