Snart starter tusindvis af unge: Politiet advarer mod boligsvindel
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Tal fra National Center for It-Kriminalitet (NCIK) viser, at antallet af anmeldelser af svindel med boligudlejning var stigende fra 2021 til 2022.
For nogle uger siden blev over 60.000 håbefulde studerende tilbudt en plads på en af landets videregående uddannelser.
Og for en stor dels vedkommende betyder den nye tilværelse som studerende også et skifte fra hjemstavn til én af landets studiebyer; København, Aarhus, Odense og Aalborg.
De mange nye, uerfarne lejere, der strømmer ind på markedet, giver gode muligheder for spekulanter og bolighajer.
Mange af dem kommer med deres børneopsparing og kaster den efter en lejlighed - her bør man virkelig være opmærksom.
Helene Toxværd, formand, LLO
Det får nu Københavns Politi til at komme med en kraftig advarsel til nytilflyttere og studerende, der søger bolig i især hovedstaden.
- Helt konkret er der mennesker, der udgiver sig for at være udlejere, og som udlejer fiktive boliger. De narrer folk til at indbetale et depositum eller noget forudbetalt leje for en bolig, der ikke eksisterer, fortæller vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, Peter Høholt.
Han understreger, at problemet ikke er nyt, og at der i flere år har været problemer med bedrageri på lejeområdet. Dette skyldes især, at der har været rift om boligerne.
At antallet af sager om snyd stiger, mærker man også hos Lejernes Landsorganisation (LLO).
- Det er højtid for svindel på lejeboligmarkedet, og det er noget, vi mærker hos os, forklarer Helene Toxværd, der er landsformand hos LLO
Hun peger på, at især de helt små lejemål danner rammen om svindelsager.
Rammer særligt de helt unge
Ifølge LLO-formanden er det særligt de helt unge, som flytter hjemmefra for første gang, der er eksponeret for boligsvindel.
De unge hører fra deres omgangskreds, at lejemarkedet er presset, og det påvirker dem i nogle tilfælde til at tage uhensigtsmæssige beslutninger, mener hun.
- Mange af dem kommer med deres børneopsparing og kaster den efter en lejlighed - her bør man virkelig være opmærksom. Det bør ske i god ro og orden og det er vigtigt, at man har styr på, hvad man skriver under på, og hvem man overfører penge til, forklarer hun.
Gode råd til at undgå snyd
Både hos LLO og Politiet er der gode råd at hente, hvis man som lejer vil undgå at blive snydt.
Hvis man bliver bedt om at lave en overførsel til udlandet, så bør alle alarmklokker ringe
Peter Høholt, vicepolitiinspektør, Københavns Politi
Helene Toxværd er godt klar over, at det ikke er helt nemt at bevare overblikket, når man er på boligjagt i hovedstadsområdet.
Men hun understreger, at det vigtigste er, at man holder hovedet koldt, og ikke lader sig stresse af udlejeres hektik.
Det kan for eksempel være med paroler om, at underskrifter skal falde prompte – det samme med betalinger – såfremt man vil undgå at miste muligheden for at overtage en lejlighed.
En gammel kending er også formaningen om, at "der står ti andre, der gerne vil have den lejlighed, i kø", gengiver Helene Toxværd.
Sådan undgår du snyd:
Du bør undersøge, hvem der ejer boligen. Det kan du tjekke på Tinglysning.dk eller Boligejer.dk
Vær sikker på, at boligen rent faktisk er på markedet – tag kontakt til ejeren.
Få en fremvisning af lejligheden – man skal ikke skive under eller betale for noget, man ikke har set.
Når man så får en fremvisning i lejligheden, så bed om billedlegitimation (Pas, kørekort eller anden gyldig legitimation med billede)
Betal aldrig kontant. Man er bedre sikret, hvis man overfører via et pengeinstitut.
Vær særlig opmærksom, hvis du bliver bedt om at lave en overførsel til udlandet.
Kilde: Københavns Politi
Peter Høholt forklarer, at man først og fremmest bør undersøge, hvem der ejer lejligheden, og om det navn stemmer overens med den person, man taler med.
For at være sikker, kan man bede om at se kørekort, pas eller anden billeddokumentation.
Vicepolitiinspektøren har især én ting, man bør holde sig langt fra, hvis man støder på det i sin boligjagt:
- Hvis man bliver bedt om at lave en overførsel til udlandet, så bør alle alarmklokker ringe, understreger Peter Høholt.
Tal fra National Center for It-Kriminalitet (NCIK) viser, at antallet af anmeldelser af samhandelssvindel relateret til boligudlejning er stigende. I 2021 blev der på landsplan indgivet 256 anmeldelser, og i 2022 var det tal steget til 299 anmeldelser.