Tea og Tilde Olsen var kun seks og fire år – og slet ikke gamle nok til at forstå det.

Alvoren blev først tydelig, da lægerne senere gav en forklaring, som stadig er brændt fast i søstrenes hukommelse den dag i dag:

”Jeres mor har en bjørn inde i kroppen. Lige nu sover den bjørn. Og det skal den blive ved med. Det er derfor, at hun er meget her hos os, for vi skal sørge for, at den ikke begynder at dyrke motion. Vi skal have en doven bjørn.”

Deres mor havde kræft.

I dag kan man følge 26-årige Tea Olsen og hendes 23-årige søster Tilde Olsen, når de i programmet ’Først til verdens ende’ dyster om 250.000 kroner i et storslået ræs gennem Asien.

Men i mange år var det ikke ligefrem storslåede rejser til den anden side af jordkloden, der stod øverst på søstrenes ønskeliste.

I stedet drømte de om ting, som for de fleste andre kan virke helt banale.

At have en normal hverdag. At have et sted at kalde ”hjem”.

At have en rask mor.

Pigerne har både kæmpet sig gennem sygdom, frygt og pengenød for at nå til der, hvor de er i dag. Men ud over ar på sjælen har de også taget vigtig læring med sig.

Alt ændrede sig

I 2004 flyttede "bjørnen” ind hos Tea og Tilde Olsen. Deres mor, Hanne Ingemann Olsen, havde fået konstateret brystkræft.

Hun var den eneste voksne i hjemmet efter at være blevet skilt fra pigernes far, da de var helt små.

Selvom søstrene var for unge til at kunne huske det øjeblik, de fik at vide, at deres mor var syg, så husker de tydeligt, hvordan hverdagen ændrede sig fra den ene dag til den anden.

Deres mor blev meget træt, og ud over at være afsted til behandlinger og konsultationer var hun også sommetider væk dage eller uger ad gangen på grund af indlæggelser.

Derfor fik pigerne en aflastningsfamilie, som kunne tage sig af dem, når deres mor ikke var der. Det var en stor omvæltning for pigerne.

- Jeg kan huske første gang, vi skulle sove hjemme hos vores aflastningsfamilie. Jeg lå bare i sengen og tænkte, om det her skulle forestille at være vores familie nu? For det havde jeg altså ikke lyst til, siger den i dag 26-årige Tea Olsen.

Søstrene lærte dog hurtigt, at familien bare var der for at skabe et hyggeligt pusterum, mens deres mor var væk, og de endte derfor med at knytte sig tæt til dem.

Det var dog lillesøster Tilde, der tilbragte mest tid hos aflastningsfamilien.

Storesøster Tea var nemlig allerede begyndt at udvikle en frygt, som skulle ende med at blive definerende for resten af hendes liv.

Behov for kontrol

Tea Olsen husker, at hun sad i et skab og græd. Hendes mor var død. Eller det troede hun i hvert fald.

Den lille pige, der med et barns tidsfornemmelse ikke kunne skelne mellem dage, uger og måneder, kunne bare konstatere at hendes mor havde været væk i lang tid. Så det var hun nok for evigt, var Tea overbevist om.

Det var heldigvis ikke sandt. Hun var ikke død. Men Tea Olsen havde udviklet en stærk seperationsangst, en frygt for at miste sin mor, hver gang hun ikke var der.

Derfor blev det hurtigt sådan, at Tea fik lov til at komme med sin mor til så mange behandlinger som overhovedet muligt, mens Tilde blev passet af aflastningsfamilien.

- Jeg fik et behov for at være med, for så følte jeg, at jeg kunne kontrollere situationen. Så var jeg sikker på, at jeg fik min mor med hjem igen, siger Tea Olsen.

Hun kom med til undersøgelser og behandlinger, sad enten i ventesale eller fik lov til at komme med ind. En enkelt gang fik hun endda lov til at styre strålekanonen.

I første omgang var ”bjørnen” kun en midlertidig gæst i familien. Men den skulle senere vende stærkt tilbage.

Tilbagefaldet

Søstrenes mor overvandt kræften, og familien vendte tilbage til en mere normal hverdag.

Hun begyndte at arbejde igen og fandt en ny kæreste. Det betød, at familien i 2007 flyttede fra hovedstadsområdet og til Falster, hvor den nye kæreste boede.

Det blev dog starten på en lang nedtur.

Søstrene var ikke begejstrede for at flytte væk fra alt det, de kendte. Og som så mange andre børn af skilte forældre havde de svært ved at vænne sig til, at deres mor skulle danne par med en mand, som ikke var deres far.

Og så skete det utænkelige.

”Bjørnen” vendte tilbage. Deres mor fik et tilbagefald.

- Det var som om, at det hele skete på samme tid. Det var som en granat, der sprang vores liv i stykker, lige da det endelig var blevet samlet igen, siger Tea Olsen.

Og ikke nok med at kræften igen var en del af hverdagen. Denne gang var den også kommet for at blive.

Deres mor blev erklæret uhelbredeligt syg, efter at kræften havde sat sig i brystbenet.

Selvom søstrene blot var børn, var de nu tvunget til at se i øjnene, at deres mor skulle dø.

Alene med frygten

Forholdet til den nye mand holdt ikke, og da moren stod over for en flere måneder lang indlæggelse, blev pigerne placeret i en plejefamilie. Nu var det ikke bare aflastning i timer eller dage ad gangen.

Nej, nu boede de i en periode permanent hos den nye familie og så langt mindre til deres mor, da hvert besøg skulle planlægges nøje.

Modsat aflastningsfamilien havde søstrene svært ved at knytte sig til plejefamilien. Det var nu ikke familiens skyld, men pigerne var frustrerede over følelsen af, at kommunen bare forsøgte at give dem en ny familie.

Kunne de da ikke forstå, at pigerne bare ville være ved deres mor?

Pigerne var bange. Bange for at miste. Og de følte sig alene med frygten og sorgen, som de ikke turde dele med andre.

Den i dag 23-årige Tilde Olsen husker det ikke selv, men hun snakkede for nylig med en barndomsveninde, der genfortalte en historie fra dengang.

En lærer fortalte klassen, at nu var det igen blevet slemt med Tildes mor. Tilde var med det samme løbet grædende ud af lokalet og kom først tilbage, da de var færdige med at tale om det.

- Jeg talte ikke med andre om det. Når jeg talte om det, var det, som om det blev mere virkeligt. Det blev for virkeligt, at min mor var syg. Jeg ville heller ikke være hende med den syge mor, siger Tilde Olsen.

Det var dog ikke kun morens sygdom og frygten for at miste hende, som påvirkede søstrenes hverdag.

En bivirkning til sygdommen var, at familiens økonomi tog et ordentligt slag.

Julehjælp og manglende kontingent

På grund af sin sygdom blev pigernes mor førtidspensioneret, og derfor var penge ikke det, der var mest af.

Pigerne kunne godt mærke, at deres familie ikke var som de andres. Ikke nok med at de var dem med den syge mor, de var også dem, der fik julehjælp, og dem, der ikke havde råd til det samme som alle de andre.

I skolen havde de en klassekasse, som forældrene betalte til, så børnene kunne komme på ture. Og her var søstrene altid bagud med betalingen.

”Husk lige jeres mor på, at hun skal betale til kassen”, kunne lærerne sige.

”Ja ja”, svarede pigerne.

Men de vidste udmærket godt, at det var, fordi deres mor ikke havde flere penge den måned.

Søstrene frygtede altid de første par dage efter sommerferien. Her kunne alle de andre børn berette om rejser og store oplevelser, mens søstrene kunne fortælle, at de havde leget i haven.

Fritidsaktiviteter som dans eller gymnastik var der heller ikke råd til. Pigerne gik i en periode til fodbold, fordi klubben og forældrene var gode til at vende det blinde øje til de manglende kontingentbetalinger eller endda hjalp med at lægge ud, så søstrene kunne komme med til stævner.

På grund af økonomien var den lille familie tvunget til ofte at flytte – i jagten på et sted, hvor moren kunne få det til at køre rundt.

Til at starte med boede de i nogle gamle sommerhuse, som kommunen stillede til rådighed som midlertidige boliger.

Så landede de i et rækkehus på Sydfalster, men her var standen så dårlig, at de hurtigt måtte flytte igen.

- Hverdagen føltes meget turbulent og uden struktur. Lige når man begyndte at føle sig hjemme, så skulle vi flytte igen. Vi havde ikke et sted, som vi kunne vise vores kammerater og sige: ”Her bor vi”. Vi havde ikke et sted at kalde ”hjem”, siger Tea Olsen.

Tingene ændrede sig først for alvor, da familien i 2016 fik en frisk start.

Frygten for at miste

Den turbulente barndom har givet søstrene nogle ar på sjælen, som stadig er en del af deres liv den dag i dag.

Frygten for at miste sine nærmeste fylder stadig meget.

Hvis Tilde Olsen ringer til familie eller venner, og de ikke tager telefonen, kan hun tage sig selv i at google, om der er sket nogle trafikuheld.

- Så må det jo være årsagen, bilder jeg mig selv ind, siger lillesøsteren.

Tea Olsen er også bange for selv at dø. Særligt op til store begivenheder.

I løbet af pigernes opvækst blev det altid udråbt som noget helt særligt, når moren fik lov til at opleve en stor begivenhed, så som at pigerne blev konfirmeret eller blev studenter.

Det har sat sig i Tea Olsen, som i dag bliver ængstelig, når en stor begivenhed nærmer sig.

- Så ligger jeg aftenen inden og tænker: ”Hvad nu hvis jeg dør? Eller hvad hvis en af de andre gør”. Det kommer jeg nok aldrig helt til at slippe, siger Tea Olsen.

Og hvor Tilde Olsen som konsekvens af den turbulente barndom har fået en trang til at leve i nuet og ikke dvæle så meget ved de svære følelser, så har hendes storesøster det helt omvendt.

Tea Olsen har udviklet et stort behov for at være i kontrol, og hun kan føle, at hele hendes verden ramler sammen, hvis tingene ikke går som planlagt. Hun bruger utroligt meget tankekraft på at bekymre sig og overveje alle mulige tænkelig og utænkelige scenarier.

Det tog særligt til, da hun startede på universitetet, hvor hun blev opslugt af karakterræs og præstationspres.

På et helt centralt område har den turbulente tid dog også gjort søstrene stærkere.

En frisk start

Den friske start kom i 2016, da pigerne flyttede med deres mor til Jylland. Nærmere bestemt den lille nordjyske by Fjerritslev.

De to søstre var nu blevet gamle nok til at få fritidsjob, hvilket lettede lidt af det økonomiske pres.

Og så var der sket noget helt utroligt.

Deres mors tilstand var stille og roligt blevet bedre. Kræften var der stadig, men hun var blevet så stabil, at det betød mindre og mindre for hverdagen.

Den dag i dag er hendes tilstand så stabil, at der går halvandet år imellem, at hun bliver indkaldt til tjek. Hun har stadig perioder, hvor hun er mere medtaget. Og de ved stadig, at hun kommer til at dø af sin sygdom. Men det er ikke sket endnu, og det er i sig selv fantastisk.

Hendes læge havde på et tidspunkt sagt, at selvom hun nødigt ville bruge ordet, kunne hun kun komme i tanke om ”mirakel”, når hun skulle beskrive, hvor utroligt det er, at moren stadig er her så mange år efter sin dødsdom.

I dag bor søstrene i Aalborg, hvor de begge har en helt normal hverdag. Tea Olsen er jobsøgende efter at være blevet færdiguddannet, og Tilde Olsen er i gang med sin kandidatuddannelse.

På en måde er rollefordelingen mellem dem og deres mor nærmest vendt på hovedet.

Hvor deres mor tidligere holdt sin egen frygt inde for at virke håbefuld over for sine døtre, er det i dag meget tydeligere for Tea og Tilde Olsen at se, at deres mor jo også bliver bange og forskrækket, når der opstår tvivl om omkring hendes tilstand.

- Nu er det os, der holder vejret, men forsøger at bevare roen og sige: ”Det skal nok gå”. Og prøver at støtte hende uden at vise, hvor bange vi også er, siger Tilde Olsen.

Barndommen med sygdom og pengemangel har givet dem en stor taknemmelighed for selv de helt små ting i livet. Bare det at have et hjem. At have en velfungerende hverdag. At have deres mor.

Søstrene skal nærmest holde sig selv tilbage for at ruske i deres venner, når de brokker sig over småting.

- Vi skal jo ikke bestemme, hvad andre skal føle. Vi har alle levet forskellige liv. Men vi tænker tit: ”Hallo, du har så meget at sætte pris på. Livet kan være så modbydeligt, men det er så godt lige nu”, siger Tea Olsen.

Og her midt i stilheden efter stormen fandt pigerne også modet til at kaste sig ud i noget, de aldrig troede, at de ville opleve.

"The rest is history"

Tilde Olsen havde længe holdt af programmet ’Først til verdens ende’, og hun tænkte, at det kunne være en fantastisk oplevelse for søstrene at have sammen, hvis de prøvede at melde sig.

Tea Olsen, der jo er et lidt større kontrolmenneske, havde svært ved at få det til at passe ind i sin tidsplan i forhold til sit studie.

Men da hun sidste år blev færdiguddannet, havde hun pludselig tiden.

Så dagen inden ansøgningsfristen sendte hun en besked til sin lillesøster, hvor der bare stod:

”Skal vi gøre det?”

- And the rest is history, siger Tilde Olsen i dag.

For søstrene virkede en rejse som i ’Først til verdens ende’ som noget, børn med deres baggrund aldrig ville opleve. Men de har fået utroligt meget ud af at være med i programmet.

For Tea Olsen har turen været det ultimative kontroltab, som hun havde brug for.

For når man rejser i ’Først til verdens ende’, må man affinde sig med, at held og uheld spiller en rolle, og at man aldrig rigtigt kan vide sig sikker på, hvad der venter om hjørnet, eller om tingene går, som man håber.

- På første etape satte jeg mig og græd, fordi det ikke gik, som jeg ville. Men jo længere vi kom, jo bedre blev jeg til at håndtere det. Det har gjort mig mere optimistisk, og nu kan jeg godt nogle gange se det fantastiske i, at der kan opstå ting, som jeg ikke havde planlagt, siger Tea Olsen.

Rejsen gav også anledning til masser af personlige snakke. Blandt andet fik søstrene talt om, hvorfor de er blevet så forskellige. Tea så realistisk, og Tilde er så optimistisk. Teas trang til at kontrollere og Tildes til at leve i nuet.

- Der er jo ikke en rigtig eller forkert måde at takle sådan en barndom på. Jeg har min måde, og Tea har hendes. Og det er helt okay. Det vigtige er jo bare, at man prøver at reflektere over det, så vi hver især kan få det meste ud af vores styrker og svagheder. For sådan nogle har alle mennesker, siger Tilde Olsen.

Der er ingen tvivl om, at den rejse, søstrene har været ude på i Asien, har været hård. Men den rejse, de har været på i livet, har været endnu hårdere.

Og i dag ville de ikke være den foruden. For den har gjort dem til dem, de er.

Se 'Først til verdens ende' mandage klokken 20.00 på TV 2 eller når som helst på TV 2 Play.