Tirsdag bliver varm, lummer og med risiko for byger
Der skrues op for varmen, og lokalt kan vi nå op mod 30 grader.
Tirsdag bliver varmere end mandag. Temperaturen kommer op mellem 22-29 grader, og lokalt kan den ramme 30.
Det er endnu en dag, hvor solen vil kæmpe med skyer. Danmark ligger fortsat fanget mellem højtryk mod nord og lavtryk mod syd, der pumper varm luft op til os fra Østeuropa.
Det er en konstellation, der ikke giver ren blå himmel hele dagen, men perioder med skyer og risiko for lokale byger.
Sommertøj fra morgenstunden
Det er tørt og varmt fra morgenstunden, og klokken 7 ligger vi mellem 18 og 21 grader, så sommertøjet skal på, fra man går ud af døren.
Vi forventer stort set tørvejr hele formiddagen, men mange vil opleve mest skyet vejr.
Især i Jylland vil der være en del skyer, men der skal nok komme opklaring i perioder og nogen sol.
I det østlige Danmark vil der være længere perioder med sol, specielt på Bornholm.
I Jylland er der risiko for lokale byger, og længst mod nord og vest kan der op ad eftermiddagen komme tordenbyger.
Stort set hele landet kan risikere en byge, men det mest sandsynlige er tørvejr hele dagen.
Varmen vil opleves lummer, da fugtigheden er høj, så mange vil sikkert få lyst til at tage mod stranden. Men man skal være opmærksom på alger og steder, hvor der ikke kan bades.
Der er ikke så meget vind tirsdag, den er østlig og kan lokalt nærme sig jævn i styrke.