Togproblemer spreder sig til hele landet - tog holder stille
En it-fejl betyder, at alle tog holder stille på Sjælland. Også togene i resten af landet vil blive påvirket, oplyser DSB.
Lørdag formiddag holder alle tog stille på Sjælland.
Tidligere oplyste DSB, at togene stod stille i hele landet, men nu er meldingen, at det kun gælder Sjælland.
Det skyldes en it-fejl i det digitale værktøj, som lokoførere gør brug af. Frem til klokken 12 er det umiddelbart ikke forventningen, at togene kommer op at køre igen.
- Forsinkelserne vil være omfattende, for når vi ikke kan køre togene, er det klart, at vi ikke har mulighed for at få vores kunder frem, siger Tony Bispeskov til TV 2.
Vil føre til langvarige forsinkelser
Som rejsende skal man forvente forsinkelser resten af dagen, lyder det fra DSB.
Informationschefen fortæller, at det skyldes en sikkerhedsbrist i it-systemet hos en ekstern leverandør, og at leverandøren lige nu arbejder på at få problemet rettet.
- Vi har ikke nogen indikation, andet end at der er tale om en it-fejl på det, siger Tony Bispeskov.
Tony Bispeskov afviser, at der skulle være tale om hacking eller sabotage.
- Det er der ikke noget, der indikerer i forhold til det her. Der er nogle it-systemer, som er sikkerhedsbærende i øjeblikket og en it-brist fra en ekstern leverandør. Det arbejdes der på at få til at fungere igen, siger han.
På Hovedbanen i København har de aflyste tog ført til forsinkelser. Foto: TV 2
Tony Bispeskov opfordrer folk til at holde sig orienteret resten af dagen. Blandt andet omkring deres rejsegaranti, hvor man kan få refunderet pengene for sin rejse.
Han oplyser også, at DSB ikke har mulighed for at skaffe togbusser i det omfang, det er nødvendigt.
- Men vi gør, hvad vi kan, og vi vil prøve så godt som muligt at få togdriften op at køre igen, siger han.