TV 2 Vejret varsler skybrud i hele landet – mulighed for oversvømmelser og kraftig torden

Lokalt kan der falde over 30 millimeter nedbør.

Den første hele uge af skolernes sommerferie starter bogstavligt talt med et brag.

Et større tordenvejr skal nemlig passere landet fra vest med både hagl, kraftige vindstød og lokale skybrud.

Derfor har TV 2 Vejret udsendt varsel for netop skybrud i hele landet.

I Jylland og på Fyn er varslet gældende i perioden mandag klokken 10 til 17. For region Syddanmark gælder det, at risikoen for skybrud er mindre end i resten af landet.

For Sjælland, Lolland, Falster og Møn gælder varslet fra klokken 12 til 20, mens der for Bornholm er varslet skybrud mellem klokken 18 og 23.

Du kan se hele varslet i kortet herunder.

Der er varslet skybrud i hele landet. I region Syddanmark er det dog kun en mindre risiko.
Der er varslet skybrud i hele landet. I region Syddanmark er det dog kun en mindre risiko.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Skybrud er defineret ved, at der falder mindst 15 millimeter nedbør i løbet af en halv time.

Så store mængder nedbør på kort tid giver risiko for blandt andet oversvømmede kældre og viadukter.

Samtidig er jorden mange steder meget tør, hvilket øger risikoen for oversvømmelser, da vandet dermed har svært ved at trænge ned i jordlagene.

Sådan rammer tordenvejret time for time

I hele landet er mandagen startet med både varmt og solrigt vejr, men ude over Nordsøen ligger dagens tordenfront på lur.

Fronten forventes at gå i land først på formiddagen i Vestjylland. Mens det trækker op til uvejr på disse kanter er der stadig plads til nogen eller en del sol mod øst.

Prognose mandag klokken 10. Trodenfronten går i land.
Prognose mandag klokken 10. Trodenfronten går i land.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Ved middagstid ligger tordenvejret ned gennem Jylland med kraftig nedbør mange steder.

Over de østlige landsdele holder det endnu tørt, men mange vil opleve en trykkende varme med temperaturer, der efterhånden kan nærme sig 28 grader.

Prognose mandag klokken 12. Ved middagstid ligger tordenvejret ned gennem Jylland.
Prognose mandag klokken 12. Ved middagstid ligger tordenvejret ned gennem Jylland.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Fronten fortsætter sin videre færd mod øst i eftermiddagstimerne, hvor den ved 14-tiden strækker sig fra Nordjylland ned over Østjylland, Storebæltsregionen og de sydlige danske øer.

Øst for fronten ligger temperaturen endnu på op omkring 25 grader, men på bagsiden er temperaturen dalet til under 20 grader.

Prognose mandag klokken 14. Tordenfronten ligger ned gennem Nordjylland, Østjylland og Storebælt.
Prognose mandag klokken 14. Tordenfronten ligger ned gennem Nordjylland, Østjylland og Storebælt.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Sidst på eftermiddagen snitter fronten fortsat det nordligste Jylland, og ellers er det Sjælland, Lolland, Falster og Møn, der har udsigt til tordenvejr.

Prognose mandag klokken 16. Nu er det Østdanmark, der rammes af tordenvejret.
Prognose mandag klokken 16. Nu er det Østdanmark, der rammes af tordenvejret.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Først i løbet af aftenen ankommer fronten til Bornholm.

Formentlig bliver det i en mere svækket udgave. Alligevel kan det stadig være med både torden og kraftig nedbør.

Prognose mandag klokken 20. Som det sidste sted ankommer fronten til Bornholm.
Prognose mandag klokken 20. Som det sidste sted ankommer fronten til Bornholm.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Inden mandagen er omme kan der nogle steder være faldet op mellem 20 og 40 millimeter nedbør.

Prognoserne spår mest nedbør til Nordjylland, Østjylland og Nordsjælland, men andre steder kan det lokalt også blive til en hel del regn.

Akkumuleret nedbør. Lokalt er der udsigt til store mængder regn.
Akkumuleret nedbør. Lokalt er der udsigt til store mængder regn.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Seneste nyt

fra Nordjylland