Udgiver krisetjekliste: Her er, hvad danskerne skal have på lager
Foto: Foto: TV 2 Grafik
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) løfter sløret for nogle af de råd, der er på vej fra myndighederne.
For første gang kommer myndighederne nu med beredskabsråd til danskerne, som er vigtige i tilfælde af kriser og hybridkrig.
Det sker, som følge af at Danmark står i en "alvorlig situation", siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en tale på Folkemødet på Bornholm, hvor han løftede sløret for de kommende anbefalinger.
- Det er vigtigt at sige, at vi forhåbentlig ikke får brug for at bruge alle rådene i praksis. Men i den aktuelle situation er det godt at være forberedt.
Rådene, som bliver lavet i samarbejde med blandt andet Beredskabsstyrelsen, tager udgangspunkt i, at alle borgere og husstande skal kunne klare sig selv i tre døgn.
Danmarks Regering anbefaler nu, at danske borgere kan klare sig selv i tre døgn. Tjeklisten fra Beredskabsstyrelsen https://t.co/fANowLCw5e giver et godt billede af hvad der er vigtigt at have på lager.#forberedtpåkriser #nordjyllandsberedskab
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) June 15, 2024
Vand, mad og medicin
I en helt ny udgivelse fra Beredskabsstyrelsen er der en tjekliste over, hvilke produkter man bør sørge for at have på lager derhjemme for at kunne klare sig selv:
Vand – cirka tre liter per person per dag
Mad, der er langtidsholdbar og nem at tilberede
Nødvendig medicin og førstehjælpskasse
Tæpper, dyner og tøj til at holde varmen
Nødvendige hygiejneartikler, såsom toiletpapir, bleer, bind og tamponer
Powerbank, lommelygte, batterier, fysiske betalingskort og kontanter
En FM-radio, der er batteri- eller solcelledrevet eller har håndsving
Hybrid krig og voldsomt vejr truer
Den "alvorlige situation" består af, at der er en hybrid trussel rettet mod Danmark –særligt som følge af krigen i Ukraine – som kan ramme virksomheder, myndigheder og velfærdssektoren.
Samtidig har Danmark de seneste år været ramt af flere ekstreme vejrforhold, såsom stormfloder, hvor nogle danskere har været isoleret i kortere tid, siger Troels Lund Poulsen i talen.
- Hvis det sker, er det vigtigt, at du er i stand til at tage vare på dig selv og din nærmeste familie dig, så myndighederne kan koncentrere kræfterne der, hvor behovet er størst.
Snart en "større informationskampagne" blive lanceret, og her vil det også blive konkretiseret, hvad og hvor meget den enkelte borger og husstand rådes til at købe ind, lyder det.
Nabolande er foran
Som ministeren selv påpeger i sin tale, har lande såsom Sverige og Norge været foran Danmark i forhold til at komme med råd til brug i tilfælde af kriser.
Det har mødt kritik fra blandt andet interesseorganisationen Folk & Sikkerhed samt Rasmus Dahlberg, der er lektor ved Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet.
At Danmark først kommer på banen nu skyldes ifølge forsvarsministeren først og fremmest, at rådene er baseret på vurderinger fra myndighederne og efterretningstjenesterne, og at trusselsbilledet er "et helt andet" end for bare et år siden.
Han anerkender dog, at mange danskere har efterspurgt at få information fra myndighederne som den, der nu bliver lanceret.
- Men vi har også en forpligtelse til at finde balancen mellem rettidig oplysning og ikke at skræmme unødigt.