Usædvanligt vejr rammer Danmark - her kan der komme stormstød
Vinden tiltager hele dagen, og aftenen byder på både regn og blæst.
Tirsdagen er begyndt lige modsat mandag, hvor det var stille og solrigt mange steder. Der er regn i luften over Bornholm, Kattegatøerne og stedvis på Sjælland. I Jylland er det begyndt at blæse op.
Du kan følge regnen på radar her.
Blot 10 til 16 grader - og det vil føles endnu koldere
I formiddag vil det være mest skyet og tørt, og vinden tiltager, så den ved Vestkysten efterhånden bliver hård fra vest og nordvest.
Se hele den nordjyske vejrudsigt øverst i artiklen.
Nordvestvinden betyder, at det bliver noget koldere end de foregående dage. I eftermiddag vil vi nøjes med 10 til 16 grader, og netop fordi det blæser, så vil det føles endnu koldere.
Aftenregn til øerne og Østjylland
Tirsdag aften kommer der byger, som især vil husere i Østdanmark, mens skydækket veksler i Jylland med overvejende tørt vejr.
Vindstød op til stormstyrke tirsdag aften
Vinden tiltager og det bliver usædvanligt blæsende for årstiden. Sent tirsdag aften kan der komme vindstød af stormstyrke i Nordvestjylland. Mest blæsende bliver det ved kysten nær Thy og Hanherred.
Det meget blæsende vejr fortsætter i løbet af natten og først på onsdagen.
Pas på havemøblerne - de kan flyve væk i aften og nat
Nedenstående video viser hvordan det kraftige blæsevejr breder sig til hele landet. Det er en god idé, at sikre sine havemøbler. Mange har dem stående fremme efter den varme og solrige periode vi lige har haft. Parasoler, markiser og trampoliner er særligt sårbare.