- Vi spiller en forfærdelig kamp, siger tidligere Aalborg-spiller om GOG-nederlag
Lukas Sandell og Veszprem fik aldrig sat et aftryk på kampen.
Gensynet med Fyn blev alt andet end fint for Veszprems Lukas Sandell.
Den tidligere Aalborg-spiller blev nemlig sendt hjem med en syngende lussing på hele 30-36 i Champions League-gruppekampen torsdag aften. Et overraskende resultat, der skuffer den 26-årige bagspiller.
- Vi kom aldrig ind i kampen og halter efter hele kampen. Vi spiller faktisk en forfærdelig kamp.
Hvad gik der galt?
- Vi spiller ikke mand-mand og kommer ingen steder. De scorer på alting, og vi får aldrig rigtig fat på dem, siger Sandell til TV 2 Sport.
GOG-spil overrasker ikke
Veszprem er et af verdens stærkeste håndboldhold og kom til Danmark som storfavorit. GOG lod dem dog aldrig vise deres normale kvaliteter.
Er du overrasket over, hvor godt GOG spillede?
- Nej. Vi ved, de har klassespillere på alle positioner. Så det er ikke mærkeligt. Det er bare os, som ikke spiller godt i dag (torsdag red.).
GOG-sejren kommer efter en svær og lettere tumultarisk sæsonstart med en trænerfyring. Eventuelle problemer var dog slet ikke til at få øje på torsdag aften.
- De (GOG, red.) spiller med ikke så meget pres, og det er lettere at spille uden pres. Vi kommer her som favoritter og spiller ikke en god kamp. Jeg er bare skuffet, siger Sandell.