Vingegaard jagter plads på liste med 10 legender
Foto: Pau Barrena/AFP/Ritzau Scanpix
Nu starter Vueltaen, og Jonas Vingegaard kan blive den 11. rytter i historien til at vinde to Grand Tours samme år.
Aldrig nogensinde har en cykelrytter vundet alle tre Grand Tours samme år. Til gengæld har 10 legender lavet en double.
Lørdag tager Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard hul på karrierens første forsøg på at skrive sig ind i historiebøgerne med disse legender:
Fausto Coppi, Italien
To gange i karrieren lavede Fausto Coppi en Grand Tour-double, og begge gange var det en kombination af Giro d'Italia og Tour de France. Det skete i 1949 og 1952.
Coppi vandt i alt syv Grand Tours, men det blev aldrig til sejr i Vuelta a España.
Jacques Anquetil, Frankrig
Jacques Anquetil præsterede ligesom Coppi en GT-double to gange. Første gang var i 1963 med en kombination af Touren og Vueltaen, og året efter var han bedst i Touren og Giroen.
Dermed er han også blandt de syv ryttere, der har vundet alle tre Grand Tours.
Eddy Merckx
På denne liste når ingen Eddy Merckx til sokkeholderne. Fire gange mellem 1970 og 1974 vandt han en double. I '70, '72 og '74 med Touren og Giroen. I '73 med Giroen og Vueltaen.
Og så er han én af blot to ryttere, der har præsteret en såkaldt 'Triple Crown of Cycling', da han i 1974 også vandt VM foruden de to Grand Tours.
Bernhard Hinault, Frankrig
Hinault står noteret for tre doubler. I 1978 vandt han Touren og Vueltaen, mens det i 1982 og 1985 blev til sejre i Touren og Giroen.
I en glorværdig karriere vandt franskmanden hele 10 Grand Tours, kun overgået af Eddy Merckx' 11.
Giovanni Battaglin, Italien
Giovanni Battaglin er det måske mest specielle navn på denne liste. Han vandt nemlig kun to Grand Tours i karrieren – til gengæld skete det samme år.
I 1981, hvor løbskalenderen ligesom de foregående år så anderledes ud end i dag, blev han hyldet som Vuelta-vinder 10. maj. Tre dage senere tog han hul på Giroen, hvor han også endte som vinder. En Tour de France-sejr blev det aldrig til.
Stephen Roche, Irland
Han vandt kun to Grand Tours, men året 1987 sikrede ham en helt særlig plads i historiebøgerne.
Stephen Roche vandt først Giroen og senere Touren. Og med VM-triumfen i september sikrede han en 'Triple Crown of Cycling', som kun han og Merckx har præsteret i historien.
Miguel Indurain, Spanien
Manden, der vandt Tour de France fem år i træk fra 1991 til 1995, krydrede to gange sine triumfer med Giro-sejr. Det skete i 1992 og 1993.
I 1993 var han tæt på en 'Triple Crown of Cycling', da han blev toer ved VM. Spøjst nok vandt Indurain aldrig hjemlandets Grand Tour.
Marco Pantani, Italien
Den lille italiener vandt Tour de France én gang, nemlig i 1998. Forinden havde han også vundet hjemlandets Grand Tour.
Det blev ved de to Grand Tour-sejre for Pantani, der aldrig vandt Vueltaen.
Alberto Contador, Spanien
I 2008 vandt Contador Giroen og Vueltaen. Det blev til i alt syv Grand Tour-sejre, og han vandt alle tre.
Han vandt også Touren i 2010 og Giroen i 2011, men sejrene blev frataget spanieren på grund af en dopingdom.
Chris Froome, Storbrittannien
Det er hidtil blevet til syv Grand Tour-sejre for Froome, der i 2017 vandt både Touren og Vueltaen.
Og så er briten én af tre ryttere – sammen med Merckx og Hinault – der har vundet tre Grand Tours i træk. Efter sejrene i 2017 tog han sig nemlig af Giroen i 2018.
Årets Vuelta a España starter 26. august med en holdtidskørsel i Barcelona.
Her er det ikke kun Vingegaard, der jagter en plads i historiebøgerne. Vinder han eller Primoz Roglic løbet, kan Jumbo-Visma som det første hold nogensinde sikre sig alle tre Grand Tours i samme år.
Se Vueltaen på TV 2 Play – få overblikket i sendeplanen her.