Visma deler gode nyheder om Vingegaard

Efter en længere indlæggelse grundet styrtet i Baskerlandet Rundt er der godt nyt om Jonas Vingegaard.

Rundt er der godt nyt om Jonas Vingegaard.

Jonas Vingegaard er udskrevet fra hospitalet, hvor han har været indlagt siden sit voldsomme styrt i Baskerlandet Rundt for 12 dage siden.

Det skriver danskerens hold, Visma | Lease a Bike, tirsdag eftermiddag, hvor Vingegaard sender en række ord med.

- Hej allesammen. Det er tid til at forlade hospitalet for mit vedkommende. Jeg vil gerne takke alle medarbejdere for at tage sig så godt af mig og for deres moralske opbakning.

Den danske stjerne tilføjer, at han har mærket kærligheden fra de mange fans, der har været bekymrede for ham.

- Jeg har modtaget mange beskeder, gaver og tegninger. Det er hjertevarmende! Nu er det tid til, at jeg skal komme mig helt. Tommel op, siger Vingegaard, der på et billede står med armen i slynge og smiler med en tommel i vejret.

Store skader

Jonas Vingegaard har siden sit alvorlige styrt i Baskerlandet Rundt 4. april været indlagt i Vitoria i Baskerlandet.

I sidste uge gennemgik han en operation for sit brækkede kraveben.

Ud over kravebenet har han også brækket flere ribben samt punkteret sin ene lunge.

Vingegaards hold slog hurtigt fast, at danskerens Tour-forberedelser vil blive påvirket, og han kommer til at misse en højdetræningslejr i starten af maj i Sierra Nevada.

Årets Tour de France begynder 29. juni.


Seneste nyt

fra Nordjylland