Sygeplejerske og selskabspapegøje: "Jeg elsker at være udsendt"

Klokken 06.15:

Mørket er tæt og køligt i teltkabinen. Sara sætter sig op i sin køje og tænder lyset. Trætheden sidder i alle hendes celler, mens hun langsomt forsøger at gnide søvnen ud af øjnene. 

Så sukker hun. Gaber. Og sidder et kort øjeblik helt væk i sine egne tanker. 

Som om hun er langt væk fra de to gange to meter værelse, der er hendes lige nu, i en militærlejr i Mali. Som om hun ikke skal tage hul på endnu en dag i et land med borgerkrig langt væk fra alt det, hun er vant til hjemme i Danmark.

Som om hun ikke allerhelst vil lægge sig til at sove igen. 

Sara er sygeplejerske, ikke soldat. Hun har mand og to voksne børn derhjemme. Et fast arbejde. Men lige nu sidder hun her på kanten af en køje, udsendt for det danske Forsvar med Flyvestation Aalborg og forsøger at vågne.

Forsigtigt begynder hun at finde de ting frem, hun skal bruge. Tøj. Toiletsager. Så rejser hun sig, stille, men resolut, og tager et par blå joggingbukser på.

Klokken er 6.15 om morgenen, og hun ved, at der allerede er varmt udenfor.

Det er ikke Saras første udsending. Så langt fra faktisk. Hun tager af sted igen og igen, fordi hun simpelthen ikke kan lade være. Med jævne mellemrum er hun nu i mange år brudt op fra sin tilværelse som anæstesisygeplejerske i Gentofte for tage med Forsvaret ud på missioner. Denne gang med Flyvestation Aalborg.

Derhjemme er hun nemlig den, der giver hånd til patienterne og fyrer de samme replikker af igen og igen. Hver dag. Dag ind. Dag ud:

“Må jeg bede om dit fulde navn og cpr-nummer? Har nogle allergier? Har du spist eller drukket? Nu giver jeg dig lige en lille nål i hånden. Så får du noget medicin, så du falder i søvn. Det kan godt svide lidt i hånden, når det kommer ind, men det er væk, når du vågner.”

Og så sidder hun ellers og ser patienterne sove.

I militærlejren i Mali er hun den, der tager hånd om alle de udsendte. Hun er den, der sørger for at tjekke op på dem, tage dem i nakken, holde dem raske, holde dem glade. Hun er både sygeplejerske og selskabspapegøje.

Klokken 06.30:

“Kom så! Lige det sidste.”

Mens resten af Camp Bifrost, med dens soldater fra både Danmark, Norge og Bangladesh, stadig sover omkring hende, er Sara trukket i løbetøjet. Det gør hun hver morgen, mens hun er hernede.

Præcis klokken 6.30 løber hun fire kilometer med en håndfuld kolleger fra sin afdeling, forbi telte og barakker, militærkøretøjer og meter efter meter med pigtrådsprydet hegn.

Er det noget, hun gør derhjemme, det med at løbe om morgenen? På ingen måde. Men det hører sig lidt til hernede, og det er en mulighed for at være sammen med sine lejrfæller på en anden måde. 

Udenfor ligger et land i krig. Men inde på denne her side af hegnet føles det sikkert, og hver morgen løber de en tur, før varmen bliver for krads, mens morgenen går fra grå til varm rosa til svidende hvid dag. 

Klokken 08.00:

I Mali er opgaverne simple. Hver morgen trækker Sara i den samme uniform med et lille rødt mærke på skulderen, og efter morgenmaden klokken otte går hun fra kantinen til det telt, der huser Bifrost-lejrens lægeklinik. 

Her er briksen lavet af nogle af de kasser, der er blevet brugt til at transportere udstyr til Mali, toppet med en madras viklet ind i et gråt tæppe. Her består møblementet af klapstole og klapborde, it-udstyret er bærbart, og det samme er det medicinske udstyr. 

Alt skal kunne pakkes hurtigt ned, hvis der er brug for det.

Saras arbejde i Bifrost består i at udlevere medicin, tilse små sår, måske brandskader, og undersøge de udsendte for betændelser. I klinikken findes også malariakit i små lyserøde indpakninger, som ligger klar, hvis det skulle blive nødvendigt at behandle for dét. Heldigvis har de ikke haft brug for dem endnu. 

Tit tager Sara også med på flyvninger i Hercules-flyet, når det skal transportere gods og personer fra den ene ende af Mali til den anden. Der kan være syge mennesker imellem, eller der kan blive brug for hende, hvis flyet bliver angrebet.

Klokken 12 er Sara tilbage i kantinen. Hun vasker hænder i de store stålvaske lige uden for den fælles spisesal og slutter af med en gang håndsprit, fordi ordentligt hygiejne er så ekstrem vigtig, når man er mange mennesker samlet på den her måde.

Det er tid til frokost. Endnu et måltid, der står klar til hende. Hun skal bare vælge fra buffeten, og sådan er det hernede: Der er så lidt, hun selv skal tænke på i en hverdag, hvor rammerne er fastsat for at kunne få en lejr til at fungere: Morgenmad klokken 7.30, formiddagskaffe klokken 10, frokost klokken 12, og så er der kage klokken 15.

Tirsdag er donut-dag i Camp Bifrost, onsdag får de vafler. Torsdag står den brownies med is, og fredag slutter de ugen af med lagkage.

Alligevel, rutiner til trods, er der sjældent to dage, der rigtig ligner hinanden.

Tilværelsen bliver enkel og på en måde også lille og koncentreret. Den skrumper ind til en afgrænset lejr, et privat rum på bare fire kvadratmeter, og en rytme, Sara ikke selv er herre over. Hun skal bare følge med. 

En gang om ugen skal hun vaske sit tøj i lejrens vaskeri. Resten af tiden, når vagterne i klinikken eller turene med Hercules-flyet er overstået, er fritid. Tid til at slappe af, til at læse, til at snakke med de andre. Men også en tid til at savne familien derhjemme og tænke over missionen og de dage, der mangler, før hun og de andre kan rejse hjem igen. 

Så Sara har besluttet sig for at få det bedste ud af den. Hun elsker at være udsendt og få et tiltrængt afbræk fra rutinerne derhjemme, og hun giver sin begejstring videre i form af quizaftener, brætspilsaftener, bingoaftener.

Alt, hvad hun kan komme i tanker om for at gøre opholdet underholdende, for at binde dem sammen og for at holde lejrkulleren fra døren.

Klokken 16.00:

Sveden driver af hende. Det er svært at undgå, når man sætter sig op på en motionscykel klokken 16 midt i Malis eftermiddagshede. Men det føles godt. Det er noget at give sig til, og Sara forsvinder ind i sig selv, koncentrerer sig kun om sit tråd, mens musikken banker omkring hende, og det klinger og synger fra tunge vægte.

Det er her, i Bifrost-lejrens tre træningslokaler, at de næsten alle sammen samles hver dag, når arbejdet er overstået. De løfter jern, løfter sig selv, finder hinanden og lader timerne gå på et sted, hvor dagene tager hinanden. 

To måneder og en slat, kalder Sara sin udsendelse. Tiden går hurtigt hernede, og for hende er det lettere at omstille sig til lejrlivet, end det er at omstille sig til hverdagen hjemme i Danmark.

Bagefter er det tid til et kort bad inden aftensmaden.

Klokken 20.00:

Nogle gange ser de film om aftenen i lejrens biograf. Eller de samles under det udspændte camouflagenet over nogle pallemøbler mellem to barakker og sidder i aftenens kølighed og snakker og griner. 

Men de aftener, hvor der ikke er noget på programmet, kan lejren være stille allerede klokken 20. Folk fortrækker til deres teltkabiner for at være lidt alene, indhente noget søvn, Skype med familierne derhjemme. 

Sara kan finde på at gøre det samme.

Engang imellem har hun brug for at tale med sin mand, brug for at høre, hvordan det går med deres døtre og to hunde. Savnet kan godt snige sig ind på hende, selv om hun elsker at være her, elsker det koncentrerede samvær og de to fulde måneder, hvor udsendelsen giver hende det afbræk, hun har så meget brug for.

Sara bilder sig ikke ind, at hun redder verden ved at lade sig udsende. Hun ved godt, at hun er en lille bitte brik i verdens største puslespil, og at situationen i Mali er så kompleks og tung, at hverken hun eller de andre udsendte nogensinde vil komme i nærheden af at løse den. 

De kan ikke gøre andet end at blive ved med at flyve de nødvendige transporter rundt i landet og at køre rundt i Bamako og omegn i de hvide FN-biler, befolkningen nu er blevet så vant til at se. De små børn vinker og smiler, håbefuldt og optimistisk, når de møder dem på vejen, men det er, som om smilene falmer, jo ældre indbyggerne bliver.

Ikke fordi de er modstandere af FN's tilstedeværelse. De har bare stadig ikke oplevet, at det har gjort den store forskel. Krigen er langt fra slut.

Men Sara håber alligevel, at deres og FN’s tilstedeværelse kan hjælpe bare en lille smule. 

Du har lige læst kapitel 2 i TV2 Nords tema om Danmarks udsendte i Mali. Du kan klikke dig videre og læse kapitel 3 lige her. Du kan også læse meget mere om konflikten i Mali og Danmarks indsats i det afrikanske land, ved at klikke herunder.

Artiklen er blevet til på baggrund af optagelser lavet af Sara under sin udsendelse i Mali fra september til november 2017. Saras efternavn er ikke offentliggjort af sikkerhedsmæssige årsager, men redaktionen er bekendt med det.