Kommer valget? Studerende i Aalborg følger spændt med
På Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet fylder Folketingets åbning og det kommende valg en hel del.
Er man bare en smule tosset med politik, er det i øjeblikket helt essentielt at følge med på diverse platforme. I dag åbner Folketinget, og måske der inden længe bliver udskrevet et valg.
De studerende på især uddannelsen Politik og Administration på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet har set frem første tirsdag i oktober.
- Folketingets åbning kribler altid i fingrene, og særligt når et folketingsvalg er forestående, siger Lasse Bjerne Sørensen, der studerer Politik og Administration.
Han er desuden næstformand i VU og kampagnechef for folketingsmedlem Marie Bjerre, så interessen for i dag er ekstra stor.
Det fylder meget
Det kommende folketingsvalg bliver især brugt i undervisningen på studiet, og så er det et populært samtaleemne blandt de studerende.
Det fortæller Christian William Hansen, der er organisatorisk formand for studentersamfundet på Politik og Administration ved Aalborg Universitet.
- Der er en hel del kriser, der bliver talt om i øjeblikket, og det er ret interessant i forhold til den betydning, det kan have på det kommende valg, siger han.
Mange af de studerende mødes derfor i fredagsbaren efter formiddagens forelæsninger for at følge med i statsministerens tale.
Flere emner til debat
Flere taler om, at det kan blive et af de mest uforudsigelige valg, og det er emner til diskussion blandt de studerende.
- Ved sidste valg var der stort stemmespild på den borgerlige fløj, og det er en af de ting, vi kigger meget på, siger Christian William Hansen.
Og netop det aspekt er Lasse Bjerne Sørensen helt enig i.
- Stemmespild er et super interessant emne, men det er også spændende at kigge på, om der er en statsministerkandidat, der kan samle alle de mange interesser, der er i Folketinget. Det ser noget svært ud lige nu, siger han.
For de studerende på Institut for Politik og Samfund er hele processen omkring en regeringsdannelse spændende, men der bliver også kigget på alle de forhold, der vedrører netop de studerende.
Derfor er de studerende klar foran skærmen, når statsministeren går på talerstolen.