23-årig idømt 30 dages ubetinget fængsel for uagtsomt manddrab

En 23-årig mand fra Himmerland skal 30 dage i fængsl efter at han i august 2015 var skyld i en ældre kvindes død.

Det blev fatalt for en kvinde fra Løgstør, at en nu 23-årig mand i august 2015 kørte mindst 88 kilometer i timen på en motorcykel.

Manden mistede herredømmet over motorcyklen på Sønderport i Løgstør og væltede. I forbindelse med styrtet gled motorcyklen fra ham og den ramte kvinden, der gik på fortovet.

Hun blev ramt af motorcyklen, brækkede lårbenet, ødelagde tyndtarmen og døde fem dage senere af sine kvæstelser. 

Hele sagen blev i dag oprullet ved Retten i Aalborg, hvor manden var tiltalt for overtrædelse af færdselsloven og uagtsomt manddrab efter straffelovens paragraf 241 stk. 1.

 - Manden endte med at erkende, og han er dømt i henhold til anklageskriftet for overtrædelse af færdselsloven og for uagtsomt manddrab. Jeg mener strafniveauet lever op til praksis, så jeg er ikke utilfreds med dommen, siger anklager Emil Stenbygaard. 

Manden blev idømt 30 dages ubetinget fængsel og blev frakendt kørekortet i et år. 


Seneste nyt

fra Nordjylland