24-årig litausk mand varetægtsfængslet for at sætte ild til ejendom

00:22

En 24-årig mand fra Litauen erkender, at han tirsdag eftermiddag satte ild til en ejendom ved Aars. Noget egentlig motiv til branden, kom ikke frem i forbindelse med grundlovsforhør onsdag eftermiddag.

En 24-årig mand er onsdag eftermiddag ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han tirsdag blev anholdt og sigtet for ildpåsættelse.

Den unge mand skulle ifølge sigtelsen have sat ild til en landejendom ved Aars tirsdag, en ejendom hvorpå han sammen med to andre boede. 

I Retten i Aalborg erkendte den 24-årige mand sig skyldig i at have sat ild til ejendommen, men det står efter grundlovsforhøret fortsat hen i det uvisse, hvorfor han gjorde det.

- Han nævnte nogle forskellige ting, men noget egentligt motiv kom vi ikke nærmere, siger anklager hos Nordjyllands Politi, Sofie Stokholm Jepsen.

Hun tilføjer, at det i første omgang drejede sig om at få den unge mand fængslet og samtidig komme videre med efterforskningen.

Område omkring gård ved Aars er spærret af i forbindelse med en mistænkelig brand på stedet. Foto: Mogens Jørgensen

Det var nemlig dels en voldsom brand og dels en atypisk anholdelse, der tirsdag fandt sted i området omkring Aars. 

Umiddelbart efter branden stak den unge mand nemlig af fra stedet, han blev set flygte med kniv i hånden. Han forskansede sig på et toilet på Hornum Skole. Anholdelsen foregik dog forholdsvis fredeligt, da manden valgte at smide kniven fra sig og efterkomme politiets anvisningen uden større dramatik. 

Den 24-årige er dog ikke sigtet for overtrædelse af våbenloven, men anklager Sofie Stokholm Jepsen kan ikke afvise, at der vil komme yderligere sigtelser til senere. 

Foreløbig er manden således i politiets varetægt i fire uger.

Læs også 25-årig litauer bevæbnet med kniv anholdt på skoletoilet

Forsiden lige nu