Ældste svindel-offer er 94 år: Nu har politiet en ny teori
Gerningsmændene lokkede ofrene til at udlevere deres Dankort. Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix
Fem nye tilfælde af 'falsk bankmands'-snyd med ældres Dankort får politiet til at skrue op for efterforskningen.
94 år. 84 år. 78 år. 76 år. 68 år.
Ofrene for de seneste bedragerisager har én ting til fælles: Alderen.
Gerningsmændene går nemlig bevidst efter ældre nordjyder, som ofte er knap så elektronisk velbevandrede og derfor nemmere falder for snyderierne end yngre.
Her i weekenden blev der føjet fem nye ofre til den efterhånden lange liste.
I Vilsted, Ravnstrup, Løgstør og Farsø forsøgte en eller flere ukendte gerningsmænd at franarre de ældre deres Dankort og herefter tømme det for penge.
- Der ringer en person og udgiver sig for at være fra banken. Her kan man se, at der har været et hackerangreb, og derfor vil man gerne hente forurettedes Dankort for at sikre, det ikke sker igen, fortæller politikommissær Ann-Britt Miller fra Nordjyllands Politi i Hobro.
Bedrageriet lykkedes i tre af de fem forsøg. Alle forsøgene blev udført lørdag mellem klokken 15 og 18.
Vi opfordrer børn og andre pårørende til at tage en snak med dem
Mikkel Brygmann, politikommissær, Nordjyllands Politi
Groft snyderi
I et af tilfældene havde en ældre kvinde ikke sit Dankort på sig, og derfor valgte hun at udlevere 2.000 kroner i kontanter til den mand fra ”banken”, der mødte op hjemme hos hende.
At ofrene alle er oppe i årene, gør svindelsagerne særligt grove, mener politikommissær Ann-Britt Miller.
- Det er fuldstændigt utilstedeligt. Man kan nærmest ikke synke dybere, når man snyder ældre mennesker på dén måde – det er lige så groft, som når kriminalitet går ud over børn. Det er sagesløse mennesker, man har med at gøre, siger hun.
Ser overvågning igennem
Hos Nordjyllands Politi i Hobro ser man med stor alvor på de mange svindelsager, man har oplevet de seneste måneder – senest i Hadsund.
- Det er meget groft at svindle dem, som er nemme, godtroende ofre, og som ikke har så meget at gøre med økonomisk, siger politikommissær Mikkel Brygmann, der står for efterforskningen.
Han arbejder meget målrettet med Dankort-svindlen, der langt fra er et nyt fænomen.
- Vi er ved at indhente videoovervågning fra de steder, hvor gerningsmanden har brugt betalingskortene. Næste skridt er at se på, hvad der har været af lignende sager i nabokommunerne, for så kan vi være heldige, at kolleger i andre kredse kan genkende de mistænkte, fortæller Mikkel Brygmann.
Flere gerningsmænd
Efterforskningen har endnu ikke ført til identifikation af den eller de gerningsmænd, der har været på spil.
Men de seneste tids mange tilfælde af ældre, der får franarret Dankortet, får nu Nordjyllands Politi til at kigge bredere ud.
- Tidligere var jeg sikker på, det var én bagmand, der styrede de forskellige grupper, men nu er vores teori snarere, at det er mange forskellige, der gør det for sig selv, fordi det ikke kræver særligt meget og derfor er let-tjente penge, fortæller Mikkel Brygmann.
Man kan nærmest ikke synke dybere, når man snyder ældre mennesker på dén måde
Ann-Britt Miller, politikommissær, Nordjyllands Politi
Indtil alle overvågningsbillederne er blevet kigget grundigt igennem, har efterforskeren ikke meget at gå efter.
Men flere af ofrene har dog beskrevet den falske ”bankmand” som dansktalende og med lyst, rødligt hår.
Alligevel opfordrer Mikkel Brygmann til, at man ikke låser sig alt for meget fast på netop dén beskrivelse.
- Vi ved, at man nemt kan komme til at give en lidt forkert beskrivelse af en gerningsmand, så derfor vil vi gerne tippes om alle, der kunne være interessant for os, siger han.
Politi: Ring til os hurtigt
Opfordringen til de ældre er da også klar.
- Man skal aldrig udlevere sit Dankort til nogen som helst, der påstår de kommer fra en bank. Sådan arbejder banker aldrig, advarer Mikkel Brygmann, og slutter med en endnu større opfordring til de ældres pårørende.
- Nogle af de her ældre mennesker er afskåret fra de medier, vi andre læser, og kan derfor ikke få advarslen her. Derfor opfordrer vi børnene og andre pårørende til at tage en snak med dem, siger han.
Og bliver man ringet op af den falske ”bankmand”, så gælder det om at handle hurtigt.
- Så skal I ringe til os med det samme, for jo hurtigere vi får anmeldelsen, jo hurtigere kan vi reagere.