Aggersundbroen fylder 75 år: Se de historiske billeder fra da broen blev bygget
Den 18. juni i år er det 75 år siden, Aggersundbroen blev indviet. TV2 Nord er kommet i besiddelse af enestående film om byggeriet.
Søndag er det præcis 75 år siden Aggersundbroen, der forbinder Han Herred og Himmerland, blev indviet.
Det er hele ugen blevet markeret i både Aggersund og Løgstør, hvor man har holdt byfest. Lørdag var der stor jubilæumsfest på havnen i Aggersund, men det er søndag, der er broens egentlige fødselsdag, og her fortsætter festlighederne til midt på eftermiddagen hvor der som en konklusion på festlighederne serveres limfjordsmuslinger - ganske gratis.
TV2 Nord var med til festlighederne, og hvad der kommer ud af de optagelser kan du se i Nordjylland LIVE klokken 19.30. Indtil da kan du se, hvordan det så ud, da man for 75 år siden - i 1942 - indviede broen, og se hvordan den i årene op til blev bygget. Bare afspil videoen i playeren herover.
De historiske billeder stammer fra Jørgen Vestergaards film "Stationsbyfotografen" fra 1998, som TV2 Nord Salto sender i aften klokken 20.15.
Filmen viser enestående optagelser fra broens tilblivelse og indvielse, og man kan blandt andet se, hvordan bropillerne bliver kørt ud i vandet og hvordan arbejdet med at bygge broen blev forsinket af en hård vinter.
Hele filmen ”Stationsbyfotografen” er et sjældent tidsbillede, som uden tvivl vil interessere mange nordjyder. Det er producent Jørgen Vestergaard, der i 1998 producerede filmen, der fortæller om livet i og omkring Fjerritslev i Han Herred fra 1939 til 1946.
Den lokale fotograf Svend Mikkelsen optog dengang over en årrække kortere og længere scener fra dagliglivet på 16 mm film. Det er de mange optagelser, der er blevet til 34 minutters historiske glimt, som kan opleves kl. 20.15 på Salto.