Ansat i Vesthimmerland fik for lidt i løn i årevis: Ny dom åbner op for stribe af sager
Foto: Simon Bohr / Ritzau Scanpix
En pædagogmedhjælper, der var ansat i Vesthimmerlands Kommune, kan se frem til en klækkelig efterbetaling af løn.
Arbejdsretten har i en afgørelse fastslået, at forældelsesfristen for forkert udbetalt løn er ti år.
Hvornår falder et krav for en forældelsesfrist? Og i hvor mange år har man krav på efterbetaling af en arbejdsgiver, hvis man får udbetalt for lidt i løn?
De spørgsmål blev torsdag besvaret i Arbejdsretten, hvor fagforeningen FOA vandt en ”principiel sejr” over Vesthimmerlands Kommune i en sag om forkert udbetalt løn.
Sagen handler om en pædagogmedhjælper, der ved en fejl blev placeret forkert i lønsystemet.
Derfor havde Vesthimmerlands Kommune i en årrække udbetalt for lidt i løn til pædagogmedhjælperen, fordi hun aldrig automatisk steg i løn i forhold til hendes anciennitet.
FOA rejste sagen i 2016, og mens kommunen, repræsenteret ved Kommunernes Landsforening, erkendte fejlen, ville den kun efterbetale den skyldige løn fem år tilbage i tiden.
Vesthimmerlands Kommune ville altså ikke efterbetale den løn, pædagogmedhjælperen havde krav på for perioden før 2011.
Men afgørelsen i Arbejdsretten har fastslået, at ”krav på efterbetaling af løn først bortfalder på grund af forældelse efter 10 år”.
Det betyder, at pædagogmedhjælperen nu får efterbetalt 47.258 kroner af Vesthimmerlands Kommune.
- Vi er meget, meget glade for afgørelsen, siger chefjurist i FOA Ettie Trier Petersen i en pressemeddelelse.
- Arbejdsretten slår fast, at man som lønmodtager ikke skal straffes for ikke at opdage, at man er forkert placeret i lønsystemet og derved går glip af manglende lønkroner, siger chefjuristen.
Afgørelsen får ifølge FOA nu stor betydning for en række lignende sager om forkert udbetalt løn.
- Vi har lige nu omkring 40 sager liggende, som bliver påvirket af denne afgørelse, og som tvinger arbejdsgiverne til at følge lovgivningen i forhold til forældelsesfristen, siger hun.
De generelle love om forældelsesfrister findes i ’Bekendtgørelse af lov om forældelse af fordringer’, også kaldet forældelsesloven, fra 2013.