LIGE NU:

Bilist bakkede mod motorcykel: 73-årig indlagt med flere knoglebrud

En 73-årig mand blev tirsdag aften bragt til Aalborg Universitetshospital med alvorlige skader efter et færdselsuheld ved Overlade.

Det, der sikkert bare skulle have været en stille og rolig tur på motorcykel en fredfyldt aften, blev for en 73-årig mand forvandlet til en tur på sygehuset.

På Munksjørupvej ved Overlade i Vesthimmerland, en landevej med dårlige oversigtsforhold, var en 44-årig mand i gang med at bakke med sin bil. Det opdagede den 73-årige motorcyklist fra lokalområdet først, da han var for tæt på, og selv om han forsøgte at undvige, blev det alligevel til et lille sammenstød.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

- Uheldet skete ved 22-tiden tirsdag aften, og da den 73-årige forsøger at undvige, ender han i en hæk. Det går så galt, at han bliver kørt på Aalborg Universitetshospital med adskillige knoglebrud, siger Poul Badsberg.

Onsdag morgen er meldingen fra politiet, at den 73-årige er alvorligt tilskadekommen, men ikke i kritisk tilstand.