Biogaskæmpe forurener løs trods forbud
Biocirc overtog Vesthimmerland Biogas i 2022.
Udledningen stod på i ti dage i juni, lyder det.
Biogasgiganten Biocirc har udledt spildevand - helt konkret overfladevand - på et stort område på en mark ved Farsø, selvom det er ulovligt.
Det fremgår af en række dokumenter fra Vesthimmerlands Kommune, som TV2 Nord har fået aktindsigt i.
I marts 2024 fik virksomheden nemlig et forbud mod at sprinkle deres overfladevand i området.
Ifølge Vesthimmerlands Kommune stod sprinklingen på i ti dage, men Biocirc påstår, at der har været tale om en menneskelig fejl.
'Biocirc beklager hændelsen på Vesthimmerland Biogas i begyndelsen af juni i år. Årsagen var en menneskelig fejl under en test af vores udsprinklingsystem. Efter testens afslutning blev sprinkleren ikke slukket, hvilket desværre resulterede i en ophobning af vand på markoverfladen,' skriver virksomheden i et skriftligt svar til TV2 Nord.
Biocirc skriver desuden:
'Som organisation ærgrer vi os meget over, at dette kunne ske, men vi ønsker samtidig at understrege, at vores medarbejdere igangsatte arbejdet med at rette op på situationen, så snart man blev gjort bekendt med fejlen. Der blev straks taget initiativ til en omfattende oprydning af området med udstyr og egne folk. Den målrettede indsats resulterede i, at genetablering af området allerede blev afsluttet i slutningen af juni måned i år.'
Forening raser
Jorden i området er vandmættet. Den kan derfor ikke opsuge gødningsvandet og lagde sig i stedet som store slamsøer på et stort område ved Holmevej ved Farsø.
Danmarks Naturfredningsforening raser over situationen og er bekymrede for Biocircs planer om at udvide det eksisterende biogasanlæg i nærheden af Farsø.
- Vi er vrede over, at de sprinkler ulovligt, når de nu har fået forbud. Og så er vi jo dybt bekymrede for, hvad der skal ske, hvis vi om få år ser et udvidet anlæg herude med endnu større mængder materialer, som skal bortskaffes, lyder det fra Jakob Kortegaard, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Vesthimmerland.
Forureningen kan have konsekvenser
Stofferne i de vandprøver, der er blevet foretaget i forbindelse med Biocircs ulovlige sprinkling, kan påvirke fisk, fiskeyngel, insekter og andre organismer, hvis de kommer ufortyndet frem til et vandløb.
- Prøven fra juni viser, at der er iltforbrugende stoffer i prøven, og den viser også ammoniak. Et af problemerne med ammoniak er, at det i sig selv kan være giftigt for forskellige organismer, hvis det kommer frem til et vandløb, lyder det fra Peter Roslev, der er lektor i kemi- og biovidenskab på Aalborg Universitet.
Kommune har ansvar for tilsyn med Biocirc
Vesthimmerlands Kommune er myndighed for at holde tilsyn med, at Biocirc ikke sprinkler ulovligt.
Alligevel stod den ulovlige sprinkling på i ti dage.
- Vi står jo ikke derude hele tiden og holder øje med, om virksomheden overholder et forbud, vi har givet dem. Her er der sket en menneskelig fejl, og man har så sprinklet i ti dage, som vi nu ved. Om vi kunne have gjort det bedre? Det ved jeg ikke. Men havde vi vidst det noget før, havde vi selvfølgelig grebet ind, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).
Borgmesteren vil dog ikke svare på, om kommunen har meldt den ulovlige sprinkling til Nordjyllands Politi.