Bodega nægter at betale corona-bøde
Foto: Bjarke Bo Olsen / Ritzau Scanpix
Café 14 i Farsø har som den første beværtning fået en bøde for at holde åbent under nedlukningen af Danmark i forbindelse med COVID-19-krisen. Men den er uberettiget, mener leder af caféen.
Nordjyllands Politi har udstedt den første bøde til en beværtning for at have åbent, selv efter en ny lov, der skal forhindre netop dette, trådte i kraft 18. marts.
Ifølge loven skal alle restaurationer og barer foreløbigt være lukkede under COVID-19-krisen.
Bøden falder, efter politiet har fået flere henvendelser fra bekymrede borgere, der mener, at Café 14 i Farsø har haft åbent.
5.000 kroner lyder bøden til Cafe 14 i Farsø på. Men bøden er uberettiget, mener chefen på stedet, Johnny Haldrup. Der har været tale om renovering, forklarer han.
- Vi er et par stykker, der går og laver lidt hernede, så det er pænt til, vi skal åbne igen. Det er det, hele formålet har været i det, fortæller Johnny Haldrup, der er driftsleder af Café 14.
Ifølge Johnny Haldrup er det tre ansatte og tre familiemedlemmer, der har hjulpet med at renovere cafeen, mens den er lukket. Og netop for at overholde reglerne, har de flere gange kontaktet myndighederne.
Opkaldene fremgår også af hans opkaldsliste.
- Vi har jo rådgivet os ved dem, både ved corona-linjen og politiet hver gang, vi har været hernede: Hvor mange må vi gå herned, og hvad kan vi gå i gang med, fortæller han.
Vil kæmpe sin sag
Men de opringninger til politiet kender Politikommissær Poul Severinsen ikke noget til.
- Jeg har ikke fået dokumenteret, at han på nogen måde har rådført sig med nogle af mine kollegaer i den her sammenhæng, udover i går, hvor han havde kontakt til os, siger politikommissæren.
Han er ikke i tvivl om, at Café 14 har overtrådt loven.
- Der er nogle bestemmelser i den her lovgivning, som skal være overholdt, og det er det, vi mener, han har overtrådt. Og det er så op til politiet at dokumentere det - og anklagemyndigheden i sidste ende, hvis sagen kommer for retten, siger han.
Men dén vurdering er Johnny Haldrup ikke enig i. Derfor vil han kæmpe for sin sag.
- Jamen, hele vejen til Højesteret. Det er jeg klar til. Koste, hvad det vil. For mig er det ikke de 5.000 kroner, overhovedet ikke. Det er princippet i det.
Han er bange for, hvad bøden kan få af konsekvenser for barens omdømme efter corona-krisen.
- Hvis folk går ind og siger: Jamen, dem dér, de kørte smugkro under hele coronakrisen, der vil vi da ikke komme inde. Sådan ville jeg da selv se det, siger han.
Ledelsen af Café 14 har kontaktet en advokat. Ifølge Johnny Haldrup mener advokaten også, at bøden er uberettiget.