Borgmester vil have stor golfturnering tilbage til Vesthimmerland

Den nye borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Lauersen (V), håber på at finde midlerne til at få golfturneringen Made in Denmark tilbage til Vesthimmerland.

I 2018 rykker den store golfturnering Made in Denmark til Silkeborg, men forhåbningen fra borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Lauersen (V), er, at den fra 2019 igen skal afholdes i Gatten i Vesthimmerland. 

Det fortæller han til Lokaltindblik.dk lørdag.

Turneringen har de seneste fire år fundet sted i Vesthimmerland, men i 2018 rykker den til Silkeborg Ry Golfklub, fordi den økonomiske støtte ikke er stor nok i det nordjyske. Skal turneringen tilbage til Vesthimmerland, skal der derfor findes flere støttekroner. 

Her er borgmester Per Bach Lauersen åben over for at lave en støtteaftale på to millioner kroner årligt, og økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune har nu fået punktet på dagsordenen på sit møde onsdag, hvor parterne skal finde ud af, om der er enighed for at støtte op om Made in Denmark. 

VisitVesthimmerland har allerede været rundt i det øvrige Nordjylland for at finde partnere, der vil være med til at holde på det store golfevent, uden at det gav pote.

Derfor er Per Bach Lauersen heller ikke super optimisk, fortæller han til Lokaltindblik.dk, men han er villig til at give det et forsøg, og han overvejer også at henvende sig til regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S), for at finde støtte. 

Lokal opbakning i kommunen

I Vesthimmerlands Kommune møder han allerede opbakning fra de Konservative, efter gruppeformand Henrik Dalgaard (K) i et læserbrev på Lokaltindblik.dk har givet udtryk for, at byrådet i Vesthimmerlands Kommune bør prioritere Made in Denmark og finde to-tre millioner kroner i støtte. 

Spørger man Socialdemokratiet i kommunen bliver støttebeløbet hverken tre, fem eller ti millioner kroner, men gruppeformand Palle Jensen (S) forklarer til Lokaltindblik.dk at man i partiet tager stilling til sagen på et gruppemøde i dag, mandag. 

Fonden bag Made in Denmark gjorde det klart i et brev til Vesthimmerlands Kommune den 1. december 2017, at det er afgørende med støtte fra offentlige myndigheder, og at hvis man får ti millioner kroner i støtte fra den nordjyske kommune - et tal, der endda er fem millioner kroner under niveauet i Silkeborg - vil man garantere at afholde turneringen i Gatten mindst tre gange i løbet af de næste fem år. 

Golfturneringen forventer i løbet af foråret at indgå en 5-årig aftale med European Tour, som Made in Denmark er en del af. 

Det endelige bidrag fra Vesthimmerlands Kommune forventer Per Bach Lauersen bliver vedtaget på et byrådsmøde i enten januar eller februar. 


Seneste nyt

fra Nordjylland