Brand hos gummivirksomhed i Farsø
Nordjyllands Beredskab rykkede lørdag ud til en brand hos virksomheden Imdex i Farsø. Branden, der startede i en af virksomhedens maskiner, spredte sig senere til taget.
Klokken 14.40 rykkede Nordjyllands Beredskab ud til virksomheden Imdex i Farsø. Der var gået ild i en af virksomhedens maskiner.
Imdex genanvender dæk til gummigranulat, der blandt andet bruges i kunstgræsbaner, og det var altså i en af disse maskiner, at branden startede.
Omkring klokken 15.30 fik Station Farsø, der rykkede ud til branden først, selskab af en slukningsenhed fra Aars for at få branden under kontrol. Det lykkedes dem at slukke branden i maskinerne, men ilden havde spredt sig til tagkonstruktionen på bygningen.
- Vi kan ikke sige noget om, hvordan branden er startet, kun at den starter i en af maskinerne, der granulerer dæk, siger Indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Klavs Bojsen.
Først klokken 17.46 kunne beredskabet melde, at branden nu var under kontrol, for det var en heftig brand, der brudt ud på gummivirksomheden i Farsø.
- Der er sket rimelig meget skade på tagkonstruktionen, da de yderste stålplader på taget har været med til at holde ilden lukket inde, siger Klavs Bojsen.
Nordjyllands Beredskab går efter slukningsarbejdet i gang med en større oprydning, da der er en del vand i bygningen efter slukningen, der også har forsaget vandskader på dele af virksomheden.
Der skal desuden kigges på, om dækmaskinerne og elinstallationerne helt har overlevet slukningsarbejdet.