Brandvæsnet rykkede ud: - Der er ild i toilettet

Et toiletrum ved busstationen i Aars stod tirsdag aften i flammer.

Brandfolk fra Nordjyllands Beredskab rykkede tirsdag aften klokken 19.24 ud til en melding om ild i et toilet ved busstationen i Aars.

Da brandfolkene nåede frem, viste det sig, at der ikke var tale om en episode med nogen, der havde spist for stærk mad. Faktisk var det slet ikke toilettet, der stod i flammer – det var i stedet skraldespanden, der hang på væggen ved siden af toilettet.

Branden udviklede kraftig røg.

- Om branden skyldes, at nogen har smidt et cigaretskod i skraldespanden, eller om branden er påsat, ved vi ikke, siger Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Han kiggede en ekstra gang, da han så meldingen fra alarmcentralen, der slet og ret gik under overskriften ”ild i toilet”.

- Det var dog ikke fysisk i toiletkummen, siger vagtchefen.

Der skal nu foretages en brandundersøgelse på stedet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland