Crossfit og kunst: Nyt liv på havnen i Løgstør
På havnen i Løgstør har flere industribygninger længe stået tomme. Men nu kommer der liv i dem og havnen igen. Fremover bliver det muligt både at dyrke crossfit og se på kunst i de gamle bygninger.
På havnen i Løgstør har flere industribygninger længe stået tomme. Men nu kommer der liv i dem og havnen igen. Fremover bliver det muligt både at dyrke crossfit og se på kunst i de gamle bygninger.
sPå havnen i Løgstør ligger en stor bygning, der engang husede en skibssmedje. Udefra ligner det stadig en industribygning, men indenfor er maskiner og værksted byttet ud med træningsudstyr, paddle boards og sofaer.
Familien Severinsen fra Løgstør har kastet sig over et ambitiøst projekt og har omdannet den tidligere smedje til et crossfit-center, der også indeholder café og forskellige former for vandsport.
- Vi har været rundt og kigge for at se, om der var nogle bygninger i byen, der kunne egne sig til det, og så kom vi forbi her, og så tænkte vi, at det kunne være megafedt at lave det her. Det vil være et nyt og friskt pust til byen, det er der ikke nogen tvivl om, siger Mads Severinsen, der er medejer af stedet, der har fået navnet Dok55.
Råt og urbant miljø
Træningscentret er udsmykket med graffiti, og inspirationen kommer fra træningsmiljøer rundt omkring i verden.
- Vi har taget de ting, som vi synes er fedest og har prøvet at koge det sammen til det, det er endt ud med her. Både noget strandmiljø, noget råt og urbant miljø, men også et træningsmiljø med funktionel træning, siger Mads Severinsen.
På den anden side af havnevejen i Løgstør ligger en hvid bygning, der har stået tom i nogle år. Også her er der ved at ske nyt. Foreningen Kunst i Løgstør og Omegn har valgt at lave stedet om til et kunstnerkollektiv med galleri og værksted.
Lørdag åbner de stedet, som får navnet Gasværket. Her vil 13 af foreningens kunstnere udsmykke den hvidmalede facade, så det bliver et kunstværk i sig selv.
- Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi får vist, hvad vi kan her i byen i forhold til kunst og kultur. Det, at bygningen er malet hvid, og der kommer 13 kunstværker rundt om bygningen, så man får en udendørs kunstudstilling, det synes vi er helt vildt godt, siger Birthe Kjærsgaard, der er kunstmaler og næstformand i kunstforeningen.
Åbningsfest lørdag
Hun glæder sig over, at der kommer noget mere liv i de bygninger, der ellers har stået tomme på havnen, og det gør ikke noget for hende, at bygningerne ikke er af nyeste dato.
- Jeg synes, det er vildt inspirerende, at det hele er så råt. Mange vil nok mene, at trægulvene for eksempel er noget værre noget og meget gammelt, men for mig er det virkelig noget, der giver mig lyst til at arbejde, siger Birthe Kjærsgaard.
Det samme gælder hos Dok55. Her så Mads Severinsen flere muligheder end udfordringer, da familien valgte at rykke ind i havnebygningen. I begyndelsen var planen, at stedet kun skulle være træningscenter, men omgivelserne fik familien til at udvide konceptet.
Centerleder Mads Grarup håber, at det vil tiltrække mange besøgende fra Løgstør og omegn:
- Alle er velkomne, lige meget om du er 14-15 år, eller du er 85 år. Der skal være plads til alle, og man kan komme ned og få en kop kaffe, eller man kan træne eller stå på paddle board. Vi vil skabe et fedt miljø, hvor sundheden og motionen bliver inkorporeret, siger han.
Dok55 holder ligesom Gasværket åbningsfest i morgen, lørdag, hvor der vil være mulighed for at prøve træning og paddle boards samt blive tændt op i grillen.
- Vi glæder os helt vildt. Jeg tror, at folk kommer til at synes, at det er megafedt, og byen kommer til at nyde godt af det, og det er jo det, vi ønsker, siger Mads Severinsen.