De forsøgte at redde farens liv: Nu efterlyser Eva hverdagsheltene
Selvom det desværre ikke lykkedes at redde farens liv, så er Eva og familien taknemlige for indsatsen.
Da Evas Margrethe Milverts far faldt om med hjertestop 3. september i sit hjem i Gunderup, var det ikke ambulancefolkene, som kom først frem.
I stedet var det omkring fem hjerteløbere.
- Det er simpelthen utroligt, at nogen vil gøre det frivilligt, og det er dejligt, at der er sådan nogle, konstaterer Eva Margrethe Milvert.
Inden den tragiske dag kendte hun faktisk ikke til konceptet. Huner dog her efterfølgende glad for at det findes.
- Det giver en stor tryghed at vide, at der er hjerteløbere. Især i de små lokale byer, pointerer hun.
Hendes 85-årige far overlevede desværre ikke, men hjerteløbernes indsats betød noget særligt for familien, og derfor efterlyser Eva Margrethe Milvert dem sammen med sin familie.
- Jeg vil gerne på familiens vegne takke dem for deres indsats. Vi sætter alle stor pris på det, understreger hun.
Hun har derfor delt et opslag på Facebook, som mange har kommenteret på. Dog har hun endnu ikke fundet hverdagsheltene.
- Mange har skrevet, at de kondolerer, eller at de kendte min far, men jeg har endnu ikke fundet hjerteløberne.