Et flertal i kommunens eget råd går imod kommunen
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Det skal være fortid at klappe havneslam i Limfjorden, mener et flertal i Grønt Råd.
Løgstør Sportsfiskerforening er frustreret over Vesthimmerlands Kommunes planer om at dumpe havneslam i Limfjorden.
Derfor er formand Aage Grynderup i blandt seks ud af de 10 medlemmer, som repræsenterer foreninger i kommunens rådgivende forum, der nu står sammen mod kommunens nyeste klaptilladelse.
- Når man nu har vedtaget, at man vil gøre noget for at bringe fjorden i god balance igen, så nytter det ikke noget, at man fortsætter med at lave klaptilladelser fem år frem, lyder det fra Aage Grynderup, der har en plads i Grønt Råd.
Grønt Råd er Vesthimmerlands Kommunes rådgivende forum for Byrådet i spørgsmål om natur, miljø og friluftsliv. Et råd, kommunen selv har nedsat.
Repræsentanterne fra Grønt Råd, som er imod klapningen
Aage Grynderup, Løgstør sportsfiskerforening
Gunnar Hansen, DOF
Erik Grove Poulsen, Læplantningsforening
Hans Kieldsen, Skovforeningen
Hans Werner Dalbram, Jægerforbundet
Ulrik Holm, Friluftsrådet
Dobbeltmoral gav stof til eftertanke
Debatten om Vesthimmerlands Kommunes nye klaptilladelse til Hvalpsund Havn er opblusset efter TV2 Nord fremlagde, hvordan Vesthimmerlands Kommune grundet de miljømæssige konsekvenser havde gjort indsigelse, da Skive Kommune ville klappe materiale fra Fur Havn, men året efter selv ansøgte om at gøre det samme.
Siden da er ovenstående medlemmer af Grønt Råd gået sammen i håbet om at påvirke kommunens beslutning.
- Vi vil gerne, at vores kommune går forrest og fortæller de 17 andre kommuner i Limfjordsrådet, at vi går forrest her, og det ønsker vi også, I andre gør, når I kommer i en lignende situation, fortæller Aage Grynderup.
Og det gør indtryk på formanden for Teknik- og Miljøudvalget.
- Vi bruger det netop som indspark til, hvad er det, der rør sig derude, og så behandler vi tingene politisk ud fra den rådgivning, de kommer med. Så jeg synes, det er meget fint, de er kommet med det, og det hilser jeg velkommen, lyder det fra Allan Ritter (K), formand for Teknik og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune.
Skal pengene bruges på det?
Den tydelige rådgivning fra kommunens selvvalgte råd afgør dog ikke beslutningen for formanden for Teknik- og Miljøudvalget.
Hvis det står til dig, skal Vesthimmerlands Kommune så klappe havneslam fra Hvalpsund Havn?
Med den viden, jeg har nu, vil jeg sige, at det vil jeg gerne have, at vi har råd til at tage på land. Men jeg bliver desværre også nødt til at forholde mig til økonomien. Og så kan man spørge, om jeg er ligeglad med Limfjorden, men det spiller bare sammen, siger Allan Ritter.
Sportsfisker-formanden er dog ikke i tvivl om prioriteringen.
Hvis vi skal have fjorden i balance igen, så koster det penge, og det her er en begyndelse. Og så må det koste de ti gange så meget, og de penge må vi finde, siger Aage Grynderup.
Den 7. oktober skal Teknik- og Miljøudvalget drøfte, om klaptilladelsen til Hvalpsund Havn skal benyttes.
Se indslaget her: