Et sikkert forårstegn: Bøgen er sprunget ud i Nordjylland
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
De første bøgetræer i Uhrehøj Plantage i Vesthimmerland er nu sprunget ud - to dage tidligere end sidste år.
Efter en (meget) lang vinter har solen nu endelig fået magten - og et sikkert tegn på, at foråret nu er godt igang, har indfundet sig i Nordjylland: Bøgen er begyndt at springe ud.
De lysegrønne blade kan man indtil videre opleve i Uhrehøj Plantage ved Farsø - og med de kommende dages solrige vejr og fine temperaturer in mente, er der ingen tvivl om, at det smukke syn snart kan opleves i hele landsdelen.
Den nordjyske bøg er i år, ifølge naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune, sprunget ud to dage tidligere end det skete sidste år. Og det er med stor sandsynlighed den første bøg, der er sprunget ud i Nordjylland.
- Det er altid det samme bøgetræ, der er først til at springe ud - og et par dage efter, måske i dag eller imorgen, begynder nabotræet at springe ud også, fortæller Karin Winther.
Derefter går der en uges tid før bøgen springer ud i stort omfang.
Tidligst på Fyn
Selvom den hurtige bøg i år springer ud to dage tidligere end sidste år, er den i sammenligning med sine fynske artsfæller faktisk langsom.
På halvøen Hindsholm på Nordfyn sprang den første bøg nemlig ud allerede 5. april, og der er ifølge Karin Winther, der selv er fynbo, gode grunde til, at den fynske bøg er så tidligt ude.
- Det handler både om, at Fyn er længere mod syd, at Fyn har mere læ fra vinden, og at Hindsholm er omgivet af vand. Så det er helt normalt, at de er cirka 14 dage foran på Fyn.
Naturens spisekammer får nye varer hver dag
Udover bøgen, der er et sikkert forårstegn, kan man lige nu også opleve, at lærken springer ud, at anemonerne begynder at blomstre - og at de første mælkebøtter viser deres flotte gule blomster frem.
- Man kan sige, at naturens spisekammer får nye varer på hylderne hver dag lige nu, siger Karin Winther, der på hjemmesiden Naturekspeditionen.dk blandt meget andet har en opskrift på mælkebøttesirup, der kan laves ganske snart.
Man kan faktisk også spise de nyudsprungne bøgeblade - som herunder med rygeost og blade fra mælkebøtteblomsterne.
Er bøgen sprunget ud hos dig?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.