Foto: Per Frank Paulsen

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

Fire personer indlagt efter frontalt sammenstød - alle er uden for livsfare

En person er blevet fragtet med helikopter til Aarhus Universitetshospital. Yderligere tre er kommet til skade.

Nordjyllands Politi og Nordjyllands Beredskab blev søndag eftermiddag kaldet ud til en alvorlig trafikulykke på Viborgvej syd for Strandby i Vesthimmerland.

Meldingen om uheldet indløb klokken 16.40, og de første meldinger gik på, at to personbiler var kørt frontalt sammen. Fremme på stedet kunne politiets indsatsleder konstatere, at fire personer i de to biler var kommet til skade.

Den ene af de fire tilskadekomne blev med helikopter fragtet til Aarhus Universitetshospital i Skejby mens de øvrige tre blev kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital. Meldingerne om ulykken har dagen igennem været sparsomme, men klokken 20.30 havde vagtchefen ved Nordjyllands Politi netop talt med hospitalerne i både Aarhus og Aalborg, og de kunne viderebringe gode nyheder.

- De tre, der blev kørt til Aalborg Universitetshospital er allesammen uden for livsfare, men de er stadig indlagt. Personen der blev fløjet til Aarhus er stabil og også uden for livsfare, fortæller vagtchef Jesper Sørensen.

Yderligere om de fire personers tilstand og skader kan han ikke oplyse, og det er endnu også for tidligt at sige, hvordan ulykken er sket.

- Førstemeldingen lød, at der var tale om et frontalt sammenstød, og det er der ikke noget, der taler imod, men patruljerne, der var ude ved ulykken er først lige kommet tilbage fra stedet, så hvad der er sket ud over at to biler er kørt sammen, kan jeg ikke sige endnu.

Viborgvej var efter ulykken spærret, men klokken 18.30 var der igen så småt åbnet for trafikken. En bilinspektør har efter ulykken arbejdet på stedet for at fastslå omstændighederne omkring ulykken