Flere patruljer rykkede ud: Meldingen lød, at kvinde var stukket i halsen med flaske
Nordjyllands Politi er lige nu til stede på en adresse i Aalestrup.
Klokken 15.44 modtog politet en anmeldelse om, at en 31-årig kvinde var blevet overfaldet på Agerdiget.
De første meldinger lød på, at kvinden var blevet stukket i halsen med en flaske.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup.
- Vi kommer frem ret hurtigt og får konstateret, at kvinden ikke er blevet stukket med en flaske, men formentlig er blevet overfaldet med et baseballbat.
- Hun har en skade i hovedet, hvor hun har en lille flænge, som det bløder fra, fortæller Karsten Højrup.
Gerningsmanden er en 19-årig mand, som kvinden har en relation til. Det står endnu ikke klart for politiet, hvilken relation der er mellem personerne.
Gerningsmanden stak efter overfaldet af fra stedet, men en lille time senere kunne Nordjyllands Politi anholde den 19-årige mand i Gedsted. Han sigtes for kvalificeret vold.
Kvinden er lettere tilskadekommen og modtog behandling i en ambulance på stedet.